'Million Dollar Baby' voksede op i fattigdom

Skuespilleren Hilary Swank voksede op på en måde, som blev set ned på, men trodsede alle odds

Offentliggjort

Hun lever efter et helt særligt mantra.

Hollywood-stjernen er således blevet kendt for at portrættere personer, der udfordrer - og også overgår - forventningerne.

Hilary Swanks karriere tog for alvor fart, da hun for 24 år siden vandt en Oscar-statuette for sin medvirken i filmen "Boys Don't Cry".

I dag r den den amerikanske skuespiller fyldt 50 år.

Hendes livshistorie

Man forstår Hilary Swanks svaghed for underdogs og outsidere, når man kender til hendes livshistorie.

Skuespilleren voksede op i en trailerpark i delstaten Washington i USA og lærte dermed om klasseforskel i en meget ung alder.

- Jeg voksede op på en måde, som mange mennesker så ned på, har hun fortalt til The Independent.

Andre børn i skolen blev bedt af deres forældre om at holde sig væk fra Swank og hendes bror.

Lykønsker hende

Nu stopper de samme forældre hende på gaden for at lykønske hende.

Fødselaren var 15 år, da hendes forældre blev skilt, og hendes mor flyttede familien til Hollywood.

Swank havde forinden udvist talentet for skuespil i en amatørteatergruppe.

De kørte til delstaten Californien med kun 75 dollar på lommen og boede i en bil i flere uger, indtil familien havde råd til at leje en lejlighed.

Men det betalte sig. For der gik ikke længe, før Swank fik roller i tv-serier som "Buffy the Vampire Slayer" og "Beverly Hills 90210".

Skelsættende øjeblik

Clint Eastwood-filmen "Million Dollar Baby", hvor Hilary Swank spiller bokseren Maggie, er et andet skelsættende øjeblik i hendes karriere.

Den gamle og vrisne træner Frankie, der spilles af Eastwood, nægter i første omgang at træne håbefulde Maggie, fordi hun er en kvinde og for gammel.

Men grundet Maggies beslutsomhed og talent ender Frankie med at hjælpe hende til at blive den bedste - mod alle odds vel at mærke.

For præstationen indkasserede Hilary Swank sin anden Oscar-statuette i karrieren for bedste kvindelige hovedrolle.

Godt ti år senere - i 2014 - fik hendes far en lungetransplantation.

Derfor satte den berømte skuespiller sin karriere på pause i tre år for at kunne være ved hans side.

Fik børn i en sen alder

Det var ikke en svær beslutning.

- Faktisk var det en velsignelse og en ære at kunne gøre det, har det lydt.

Da Swank vendte tilbage til skuespillerscenen, boede faren stadig hos hende.

Han døde i 2021.

Få måneder før sin 49-års fødselsdag blev Swank og hendes mand, Philip Schneider, forældre til tvillinger.

Datteren Aya er opkaldt efter en syrisk flygtning, som skuespilleren mødte i Libanon. Sønnen hedder Ohm.

De er hendes "mirakler", fortæller hun.

Den amerikanske skuespiller Hilary Swank, der blandt andet er kendt for sin medvirken i Clint Eastwood-filmen "Million Dollar Baby", fylder 50 år den 30. juli.
Powered by Labrador CMS