Min mand og prins Harry er nærmest som far og søn
Katharine McPhee og hertuginde Meghan er nære veninder. Deres mænd har nu også fået tætte relationer.
Min mand og prins Harry er nærmest ligesom far og søn. Det fortæller den amerikanske skuespiller, sangerinde og sangskriver Katharine McPhee til Access Hollywood.
Artiklen fortsætter under videoen
Hendes mand er såmænd et af de helt store navne indenfor underholdningsbranchen. Nemlig produceren, musikeren, entertaineren og sangskriveren David Foster, der blandt meget andet er manden bag nogle af Celine Dions helt store ørehængere.
Katharine McPhee og Meghan har kendt hinanden det meste af livet. De gik i skole sammen og er i dag nære venner.
“Min mand har et virklig smukt forhold til Harry. De er så søde sammen. Lidt ligesom far og søn,” siger Katharine McPhee.
Access Hollywood skriver også, at det faktisk var David Foster, der sidste år arrangerede, at Harry, Meghan og deres søn Archie kunne flytte ind i et palæ på Vancouver Island i Canada, da de valgte at forlade Storbritannien. Stedet ejes angiveligt af en anden af hans nære venner.
“Jeg følte mig beæret over, at kunne hjælpe Meghan, fordi jeg er fra Canada, som jo er et Commonwealth land. Det er vigtigt for os at hjælpe hinanden. Det er en følelse, jeg er vokset op med. Så jeg var virkelig glad for at kunne hjælpe dem med at finde et fristed,” har David Foster ifølge Access Hollywood forklaret til Daily Mail.
Meghan og prins Harry er siden flyttet til Los Angeles, Meghans hjemby, men det har ikke påvirket forholdet mellem de to par.
“David og jeg ønsker blot, de ender der, hvor de føler sig mest sikre og er lykkelige,” siger Katharine McPhee.