Minister tiltales for majestætsfornærmelse
Thailands tidligere premierminister risikerer 15 års fængsel pr. udsagn, han har fornærmet kongehuset med
Den tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra er tirsdag formelt blevet tiltalt for majestætsfornærmelse.
Thaksin Shinawatra er en magtfuld regeringsstøtte og i øvrigt kortvarigt tidligere Manchester City-ejer.
Han risikerer en lang fængselsstraf for et interview givet i 2015 til et sydkoreansk medie.
Beordret til et kup
Anklagere mener ifølge Nikkei Asia, at Thaksin i interviewet beskyldte kongelige rådgivere for at have beordret hæren til et kup mod den daværende premierminister, Thaksins søster Yingluck Shinawatra, i 2014.
Interviewet blev givet til mediet Chosun Ilbo.
Thaksin Shinawatra blev to gange valgt som Thailands premierminister, inden han i 2006 blev afsat ved et militærkup.
Blandt de hårdeste i verden
Han nægter sig skyldig i anklagerne. Hver opfattet fornærmelse af de kongelige kan give op til 15 års fængsel. Lovene om majestætsfornærmelse i Thailand er blandt de hårdeste i verden.
Den tidligere premierminister er tirsdag blevet løsladt mod kaution.
- Domstolen har løsladt Thaksin mod en kaution på 500.000 baht (knap 95.000 kroner, red.), på betingelse af at han ikke forlader landet, medmindre han får tilladelse, står der i en meddelelse fra Thailands straffedomstol.