Modtager hæderspris
Birthe Neumann bliver tildelt Årets Hæderspris ved Svend Prisen 2021. Og det får den 74-årige skuespillerinde til at reflektere over sine næsten 50 år i faget.
Igennem næsten fem årtier har skuespillerinden Birthe Neumann tryllebundet danskerne med sit talent for skuespil.
Derfor modtager hun Årets Hæderspris ved uddelingen af Svend Prisen 2021, oplyser Svend Prisen i en pressemeddelelse.
Og hos prismodtageren selv er der stor glæde at finde.
– Jeg er meget glad for det. Når man får noget, som hedder hæderspris for et langt livs indsats, så bliver man også helt målløs over, at man er blevet så gammel, at man kan få en hæderspris, siger Birthe Neumann og fortsætter:
– Det er lidt som ved en stor, rund fødselsdag, hvor man bliver mindet om, at man også er alt det, som man har været. Så derfor må jeg affinde mig med, at jeg ikke længere er en ung, håbefuld debutant, for jeg har jo været med rigtig længe.
Hylder særlige præstationer
Svend Prisen er en prisuddeling, som hylder særlige præstationer på det danske filmlærred.
Og 74-årige Birthe Neumann bliver tildelt hædersprisen på baggrund af sine mange roller i dansk film.
Men det var faktisk først et stykke henne i karrieren, at hun kom ind i filmverdenen, forklarer Birthe Neumann.
– Jeg kom jo sent på banen. For jeg havde haft en hel del år, hvor jeg primært lavede teater. Men så var der pludselig nogle, der fik øje på mig, fortæller hun.
Birthe Neumann trådte ud af Statens Teaterskole som uddannet skuespiller i 1972. Herefter medvirkede hun i adskillige stykker på Det Kongelige Teater som en fast del af ensemblet.
Filmens verden entrede hun for alvor i 1990 med “Lad isbjørnene danse” og har siden udmærket sig i “Festen”, “Det forsømte forår”, “Kun en pige” og i de senere år i “Lykkevej”, “Solkongen” og “Journal 64”.
Stor appetit på skuespillet
Trods sine mange år i faget har Birthe Neumann stadig stor appetit på skuespillet.
– Jeg finder lysten i at være med til at fortælle en historie. Det er det, som driver værket. Men det, som giver mig allermest glæde, er den sociale omgang, siger hun.
– Den sociale del af det at være skuespiller betyder utroligt meget for mig. Både det at møde venner og kammerater, som man har fået gennem et liv, men også inspirationen fra de unge skuespillere, fortæller Birthe Neumann.
Og den prishædrede skuespillerinde har meget mere på vej.
I begyndelsen af august er hun biografaktuel som forfatteren Karen Blixen i Bille Augusts historiske drama “Pagten”.
Samtidig er en ny omgang af TV2-serien “Badehotellet”, hvor Birthe Neumann spiller Olga Fjeldsø, undervejs.
Birthe Neumann modtager Årets Hæderspris ved Svend Prisen 2021 i Svendborg 1. september.