Molly Egelind slår mor af pinden og det føles godt
Skuespillerinden er videre til semifinalen og er dermed nået længere i programmet end sin mor.
Da Mads Vad i 2015 svingede skuespillerinden Søs Egelind rundt i “Vild med dans”, røg parret ud af kvartfinalen.
Fredag aften kunne den professionelle danser juble over, at han sammen med skuespillerindens datter, Molly Egelind, der også er skuespiller, gik videre til semifinalen i showet, der afholdes næste fredag.
Dermed er Molly Egelind altså nået længere i showet end sin mor, og selv om det aldrig har været en konkurrence mellem dem, så kan den unge Egelind ikke lade være med at glæde sig lidt over, at hun ikke skulle hive stikket samme sted som sin mor.
– Jeg har jo trådt i min mors fodspor siden jeg var 12 år gammel og fik min første filmrolle. Jeg tror ikke, jeg sammenligner mig så meget med min mor, men det oplever jeg, at rigtig mange mennesker omkring os, som jeg ikke kender, gør. For det ligger jo lige til højrebenet at gøre, forklarer skuespillerinden.
– I gennem min karriere har jeg haft meget brug for at sætte streg under, at jeg er mig selv, og at jeg er min egen, så på en eller anden måde er det da en lille sejr, det, jeg har nået i dag, for her var jeg altså statistisk åbenbart lidt bedre end min mor. Og det føles meget godt, siger hun.
Hjemmefra har hun kun fået opbakning fortæller hun. Og det kan hendes partner, Mads Vad, skrive under på.
– Når Søs (Egelind, red.) har set en træning eller når hun har været til et show, så er hun bare en mor, der hepper på sin datter. Og hun er nok den, der bliver gladest for, at Molly er gået videre, siger han.
Semifinalen bliver sendt på fredag klokken 20.00 på TV2.