Molly Egelind taler ud om trist barndom
Skuespillerinden Molly Egelind har bakset med livet, og det vil hun gerne stå frem og fortælle.
Der var brede smil, pailletter, brusende kjoler og klapsalver fra publikum, da “Vild med dans” fredag aften skulle finde sin vinder i Forum Horsens, hvor finalen i det store show blev afholdt.
Men der var også smerte, tårer og forløsning. For Molly Egelind, der til dagligt kan kalde sig skuespiller, brugte nemlig sin finale-freestyle til at fortælle et meget personligt kapitel i sin egen historie.
Livet var svært
Dansen handlede om, hvordan hun som yngre i lange perioder syntes, at livet var rigtig svært.
– Jeg har desværre spildt rigtig meget af min ungdom på at være deprimeret og ligge derhjemme under dynen, uden at kunne noget, fordi jeg har været så ked af det, fortæller skuespillerinden.
– Jeg har rodet rundt nede i et mørke, som jeg ikke under nogen mennesker at prøve. Der skulle gå nogle år, før jeg fandt ud af, at det vigtigste, man kan gøre her i livet, er at elske sig selv, og selv synes, at man er god nok. For så skal man nok finde et sted, hvor man hører hjemme, siger hun.
Fandt sig selv på skuespillerskolen
Selv fandt hun det sted på Skuespillerskolen.
– Der følte jeg virkelig, at jeg fandt et sted, jeg hørte til, og hvor jeg ikke følte mig mærkelig. Det hjalp meget. Og så modenhed og et større kendskab til mig selv, og hvordan jeg skal holde humøret højt.
I dag er hun nået langt, i forhold til hvordan hun havde det som yngre.
– Jeg har stadigvæk dårlige dage og dårlige uger, men jeg har et slogan, der hedder “Det går tit godt”. For det plejer det jo, siger hun.
– Men jeg synes, det er vigtigt at tale om mentalt helbred, for jeg har været flov over det i mange år, at jeg var sådan en, der ikke kunne finde ud af mit liv. Jeg skulle bare bruge nogle år på at lære mig selv at kende, forklarer hun.
Bedste nydanser
Selv om det ikke blev til en sejr i “Vild med dans” – den løb skuespiller Simon Stenspil og danserinden Asta Bjórk Ivarsdottir med – så har månederne i konkurrencen været en fantastisk oplevelse for skuespillerinden, der af dommerne er blevet kaldt den bedste nydanser nogensinde i “Vild med dans”.
– Det ville være en lodret løgn, hvis jeg sagde, at vi ikke havde lyst til at vinde, men det har vi ikke kunnet håbe på. Jeg er mere stolt af de ord, jeg har fået med på vejen. Dem vil jeg huske for altid.
– Jeg kommer aldrig til at glemme denne her aften, og jeg kommer aldrig til at glemme de her 12 uger, det har været det vildeste i mit liv, og jeg er så glad for, at jeg sprang ud i det, siger Molly Egelind.