Mor for anden gang

Der er ren babylykke hjemme hos det celebre par Karlie Kloss og Joshua Kushner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun er vant til at posere foran alverdens kameraer. Men den næste tid er det en anden, der stjæler billedet.

Supermodellen og tv-værten Karlie Kloss er nemlig blevet mor for anden gang. Det afslører hendes mand, forretningsmanden Joshua Kushner, på Instagram.

- Velkommen til verden, skriver han til et billede af vidunderet iført en blå strikhue, hvor han samtidig afslører, at fødselsdagen var den 11. juli.

Har allerede søn på to

Parret, som blev gift i 2018, har allerede sønnen Levi på to år, som altså nu kan kalde sig storebror.

Den nybagte far til to er bror til Jared Kushner, som er gift med Ivanka Trump og dermed Donald Trumps svigersøn.

Den amerikanske supermodel Karlie Kloss viste sin babybule frem på den røde løber ved filmfestivalen i Cannes i maj. (Arkivfoto).
Den amerikanske supermodel Karlie Kloss viste sin babybule frem på den røde løber ved filmfestivalen i Cannes i maj. (Arkivfoto).

Holdt det hemmeligt

30-årige Karlie Kloss, som har været vært på modeprogrammet "Project Runway" og haft en rolle i "Zoolander 2", holdt graviditeten hemmelig så længe som muligt.

Det klarede den tidligere Victorias Secret-engel ved at klæde sig i store vinterfrakker, har hun fortalt til mediet Entertainment Tonight.

Viste bulen ved Met Gala

Men ved årets Met Gala afslørede hun altså, at der var en lille ny på vej og viste babybulen frem.

Og det seneste skud på stammen har allerede fået sig en celeber fanskare. På Instagram melder flere verdensstjerner sig nemlig i heppekoret.

- Velkommen!, skriver skuespillerinden Kate Hudson, mens skuespiller og iværksætter Gwyneth Paltrow har kommenteret med et hjerte.

Powered by Labrador CMS