Musical nomineret til 13 Oscars

Musicalfilmen "Emilia Perez" af den franske instruktør Jacques Audiard er nomineret i 13 Oscarkategorier

Offentliggjort Sidst opdateret

Emilia Perez topper Oscar-nomineringer

Filmen "Emilia Perez" har modtaget 13 Oscar-nomineringer, hvilket gør den til den mest nominerede film i år.

Den franske instruktør Jacques Audiards musical om en mexicansk narkoboss, der skifter køn, er blandt andet nomineret til Bedste Film.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Filmen "Emilia Perez" er blevet kaldt et "vanvittigt vovestykke" og fik 12 minutters stående ovationer på filmfestivalen Cannes.

Og nu har den indkasseret oscarnomineringer i 13 kategorier og er dermed den film, der topper nomineringer til dette års Oscar.

Det løftede oscarakademiet sløret for torsdag.

Musicalen "Emilia Perez", der handler om en mexicansk narkoboss, der skifter køn og starter et nyt liv, er blandt andet nomineret i kategorien Bedste Film, Bedste Kvindelige Skuespiller og Bedste Instruktør.

Genren stærkt repræsenteret

Filmen er instrueret af franske Jacques Audiard og har skuespillerne Karla Sofía Gascón, Selena Gomez og Zoë Saldaña på rollelisten.

Musicalgenren er stærkt repræsenteret i feltet af nomineringer til den prestigefyldte pris Oscar.

Filmen "Emilia Perez" er instrueret af franske Jacques Audiard og har skuespillerne Karla Sofía Gascón, Selena Gomez og Zoë Saldaña på rollelisten. (Arkivfoto).

Musicalen "Wicked" er nomineret i ti kategorier og deler andenpladsen over flest nomineringer i år med filmen "The Brutalist".

"Wicked" er udvundet af filmklassikeren "Troldmanden fra Oz" fra 1939.

Ung Bob Dylan

Her møder populære og rige Glinda, der er spillet af Ariana Grande, den grønhudede og udstødte Elphaba, spillet af Cynthia Erivo, på trylleuniversitetet i Oz. Et aparte og ulige venskab toner frem midt imellem trolddom og intriger.

Alle tre film konkurrerer om hovedprisen Bedste Film, når prisuddelingen løber af stablen 2. marts 2025.

Filmen "A complete unknown" med Timothée Chalamet som en ung Bob Dylan, kærlighedshistorien "Anora" om en sexarbejder og pavefilmen "Konklave" er også nomineret i kategorien Bedste Film.

Op mod "Pigen med nålen"

Den franske "Emilia Perez" er også nomineret i kategorien Bedste Internationale Film, hvor den får konkurrence af en den danske film "Pigen med nålen".

Sidst en dansk film var nomineret i kategorien Bedste Internationale Film, var med Jonas Pohers "Flugt" i 2022.

Den danskproducerede kortfilm fra Den Danske Filmskole ”Eternal Father” var blevet shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Korte Dokumentarfilm, men måtte torsdag se sig forbigået af oscarakademiet.

Powered by Labrador CMS