Nadia Nadim får sparket

Nu er hun ikke længere ambassadør

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Flygtningehjælp har droppet fodboldspiller Nadia Nadim som ambassadør, efter at hun er blevet ambassadør for VM i Qatar.

Det skriver organisation til B.T. i en mail.

- Vi har efter en fin dialog med Nadia taget et gensidigt valg om at afslutte samarbejdet, fremgår det i mailen.

Markant kritik

Nadim meldte 1. april ud, at hun var blevet officiel ambassadør for herrernes VM-slutrunde i Qatar, som ellers har været udsat for markant kritik for brud på menneskerettigheder og ringe forhold for migrantarbejdere.

Derfor passer hendes promovering af slutrunden ikke ind i forhold til hendes ambassadørskab for Dansk Flygtningehjælp.

Det er problematisk

- Vi er desværre ikke blevet taget med på råd i beslutningen om hendes ambassadørskab til VM i Qatar, som vi selvfølgelig synes er problematisk og ikke er i overensstemmelse med de menneskerettighedsværdier, vi i DRC Dansk Flygtningehjælp hver dag kæmper for, siger Kasper Viebke, fundraisingchef i DRC Dansk Flygtningehjælp, til B.T.

Nadia Nadim har selv rødder i Afghanistan. Hun er aktuelt skadet og derfor ikke en del af den trup, som kvindelandstræner Lars Søndergaard senest udtog.

Den danske fodbold-darling er kommet i modvind efter noget, flere var i tvivl om, var en aprilsnar
Den danske fodbold-darling er kommet i modvind efter noget, flere var i tvivl om, var en aprilsnar

NADIA NADIM

Nadia Nadim (født 2. januar 1988 i Herat, Afghanistan) er dansk fodboldspiller, der spiller for Danmarks fodboldlandshold og Racing Louisville FC i USA. Fra 2019 til 2021 spillede hun som angriber i Paris Saint-Germain, som vandt det franske mesterskab i 2020-21 sæsonen. Hun har tidligere spillet for bl.a. de amerikanske klubber Sky Blue FC og Portland Thorns FC og den engelske klub Manchester City.

Nadim blev i 2009 en del af Danmarks kvindefodboldlandshold, efter at DBU i januar samme år fik dispensation til at lade hende optræde på landsholdet, skønt hun ikke opfyldte FIFAs krav fra 2008 om fem års statsborgerskab efter det fyldte 18. år. Siden har hun været en kraft på landsholdet og var blandt andet med til at vinde EM-sølv i 2017. Nadim har i slutningen af 2021 mødt stor kritik for sin støtte til Qatar samt underkendelse af slavelignende forhold blandt migrantarbejdere.

Kilde: Wikipedia

Opdateres...

Powered by Labrador CMS