Nægter sig skyldig

Byret indleder onsdag sag mod tidligere drabschef Jens Møller. Han er anklaget for brud på tavshedspligt

Tidligere drabschef Jens Møller er anklaget for brud på tavshedspligten. Torsdag begynder sagen mod ham i Københavns Byret. (Arkivfoto)
Tidligere drabschef Jens Møller er anklaget for brud på tavshedspligten. Torsdag begynder sagen mod ham i Københavns Byret. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Jens Møller Jensen var landets måske mest kendte politimand, efter at han stod i spidsen for efterforskningen af sagen om journalisten Kim Wall, der blev dræbt af Peter Madsen i en ubåd et sted i Øresund.

Men i efteråret 2018 forlod han nærmest fra den ene dag til den anden den prestigefulde stilling som leder af efterforskningen i Københavns Afdeling for personfarlig kriminalitet - en stilling, der populært omtales som "drabschef".

Han skiftede til en mere upåagtet stilling som leder af afdelingen for berigelseskriminalitet.

Det skulle vise sig, at skiftet hang sammen med, at Jens Møller var blevet anmeldt af sin arbejdsgiver. Anmeldt for at have brudt sin tavshedspligt i forbindelse med hans egen bog "Opklaret", som udkom i oktober 2018.

Anklaget for brud på tavshedspligt

Efter nogle måneder valgte Møller at forlade politiet helt, og efter en langvarig efterforskning nåede Statsadvokaten i København frem til, at Jens Møller har brudt sin tavshedspligt og misbrugt sin stilling.

Torsdag skal manden, som gennem sine 37 år i politiet har været med til at få stribevis af forbrydere dømt, så selv i Københavns Byret forsvare sig som en anden kriminel.

Anklagemyndigheden kræver, at Jens Møller skal straffes med en bøde.

Afslørende bog

Anklagerne mod Møller går på, at han i flere tilfælde i bogen "Opklaret" har røbet fortrolige oplysninger.

Og det er et brud på hans tavshedspligt som offentlig ansat.

Det drejer sig blandt andet om sagen om den dobbelte drabsmand og flerfoldige voldtægtsmand kaldet Amagermanden.

Derudover drejer det sig om en sag kaldet "Kondiløbersagen", hvor en kvindelig kondiløber blev voldtaget og forsøgt dræbt.

Og endelig drejer det sig om en sag, hvor en ældre mand i Københavns Byrets fogedafdeling skød og dræbte en advokat og forsøgte at dræbe sin tidligere svigersøn - faren til hans barnebarn.

Anklaget for ni passager

I anklageskriftet er nævnt i alt ni passager fra bogen, som efter anklagemyndighedens opfattelse er brud på tavshedspligten.

Jens Møller er derudover tiltalt for at have foretaget i alt 17 opslag i politiets sagssystem Polsas.

Vel at mærke uden at have haft tjenstlig anledning.

Opslagene omhandler dels kondiløbersagen og dels en anden sag om en serievoldtægtsmand kaldet Øbromanden.

Begge sager er omtalt i bogen.

Nægter sig skyldig

Jens Møller nægter sig skyldig i anklagerne.

Da der i februar blev rejst tiltale, sagde han til Ritzau:

- Jeg kan sige, at jeg nægter mig skyldig i alle forhold. Jeg mener ikke, at jeg har brudt min tavshedspligt, lød det fra Jens Møller, som tilføjede:

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over at komme i denne her situation. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg startede på bogen. Men hvis jeg har overtrådt noget, så må jeg ligesom alle andre stå til regnskab for det.

Sagen skal efter planen behandles over tre dage i retten.

Sidste dag er 16. september, hvor der ventes dom.

Om Peter Madsen

Allerede inden at Peter Madsen blev sigtet i sagen om drabet på den svenske journalist Kim Wall, er der blevet skrevet meget om den danske opfinder, raket- og ubådsbygger. Han er født i 1971, og inden han blev sigtet i en af Danmarks-historiens mest spektakulære drabssager, var han kendt som en mand, der sigtede mod stjernerne.

Drømmen om at nå ud i rummet har angiveligt fulgt Peter Madsen siden barndommen, og hans drømme om rumfart førte til et årelangt samarbejde med Kristian von Bengtson og foreningen Copenhagen Suborbitals, der har arbejdet på at sende et menneske ud i rummet gennem friviligt arbejde og donationer.

Konflikter skilte dog de to mænd ad, hvilket fik Peter Madsen til at stifte Raketmadsens Rumlaboratorium, beliggende på Refshaleøen Han har også været medlem af Dansk Amatør Raket Klub og Aurora Projekt Group, hvor han har specialiseret sig i raketmotorer, skriver Ritzau.

Ritzau har også fortalt, at Peter Madsen gennem årene har designet og bygget mere end én ubåd. Den mest kendte af dem alle er UC3 Nautilus, og navnet på den er gået verden rundt i forbindelse med sagen om Kim Wall.

Blandt de mere opsigtsvækkende ting, Peter Madsen har sagt og gjort gennem årene, må siges at være et interview, han i 2014 gav til Søndagsavisen. Interviewet førte til et portræt af manden, der år senere pludselig kunne læses i et helt nyt lys.

– Jeg håber, at jeg på sigt får en kriminel løbebane. Ikke at jeg vil røve en bank. Nej, for satan, det må ikke gå ud over nogen, lød det fra Peter Madsen, der uddybede, hvad han ville gøre istedet.

– Jeg vil gerne i al hemmelighed bygge en kæmpestor brintballon og flyve ind over København i den, mens et hav af politibiler jagter mig nede på jorden. Ballonen vil jeg lande mellem de to spir på Roskilde Domkirke, mens politiet står klar til at fange mig. Jeg ved ikke, om det bliver lige præcis det, jeg kommer til at gøre, men jeg vil gerne lave en happening af gigantiske dimensioner, sagde han med et smil til Søndagsavisen.

Kilder: Ritzau, Berlingske, Søndagsavisen.

null
Powered by Labrador CMS