Nedskudt hundelufter taler fra hospitalssengen
Lady Gagas hundelufter blev skudt og to af hendes hunde stjålet under en gåtur i Los Angeles i sidste uge
Lady Gagas hundelufter, Ryan Fischer, fortæller, at han var meget tæt på at miste livet, da han blev skudt og frarøvet to af popstjernens tre hunde i sidste uge.
Det sker i et opslag på Instagram.
Artiklen fortsætter under videoen.
Ryan Fischer tilføjer, at han er i bedring og forventer at komme sig helt, efter at han blev skudt i brystet af hundekidnapperen med et semiautomatisk våben onsdag aften lokal tid.
Er stadig i bedring
Fischer blev efter skyderiet indlagt på et hospital, hvor hans tilstand blev beskrevet som kritisk. Han har siden været indlagt.
– Jeg er stadig i bedring efter at have været meget tæt på at dø og holdt mig fra den store medieopmærksomhed, skriver hundelufteren.
En tredje hund, Miss Asia, løb fra stedet og blev senere fundet af politiet.
De to andre franske bulldogs blev indleveret af en kvinde fredag aften lokal tid på politistationen Olympic Community i det centrale Los Angeles.
– Vores babyer er tilbage, og familien er tilbage. Vi gjorde det, skriver Fischer til Lady Gaga på Instagram.
Han skriver desuden, at han har oplevet overvældende støtte, både fra Lady Gaga og hendes team, men også fra offentligheden.
Udlovede stor dusør
Lady Gaga havde udlovet en dusør på 500.000 dollar for at få sine hunde tilbage. Det svarer til godt tre millioner danske kroner.
Det er uvist, om kvinden, som indleverede hundene, har fået udbetalt dusøren.
Det vides heller ikke, om gerningsmændene var klar over, hvem ejeren af hundene er, og om de bevidst gik efter popstjernens hunde.
På en videooptagelse fra episoden ses to mænd, som springer ud af en hvid bil, hvorefter de overfalder hundelufteren og affyrer et enkelt skud, før de flygter med to af hundene.
Franske bulldogs er en dyr hunderace, der kan sælges for flere tusinde dollar.