Nedtællingen er i gang
Stephania Potalivo håber, at hun ser ind i sine bedste år. Snart bliver skuespilleren og hendes mand, restauratøren Nils Petter Bro, forældre til en lille pige
Stephania Potalivo var lørdag aften nomineret til en Robert for sin præstation i TV 2's komedieserie "De bedste år", som centrerer sig om en børnefamilie, og hvad der følger af praktik, bleer og presset parforhold.
Snart indtager den 38-årige skuespiller selv sit livs rolle, når hun bliver mor for første gang, og hun håber, hun går ind i sine egne bedste år.
- Jeg har det godt. Jeg har det rigtigt godt. Jeg har haft en god graviditet alt i alt, siger hun med et smil til den fremmødte presse på den røde løber i Tivoli Hotel & Congress Center lørdag aften.
Stephania Potalivo delte i oktober nyheden om den forestående familieforøgelse med sine omkring 415.000 følgere på det sociale medie Instagram med ordet: endelig.
Blandt de 20 procent
Stephania Potalivo og hendes mand, restauratøren Nils Petter Bro, er iblandt de op mod 20 procent af befolkningen, der oplever vedvarende eller periodisk infertilitet.
I DR-programserien "Hvordan bliver jeg gravid?" delte Stephania Potalivo parrets egen historie og kiggede nærmere på videnskabelige løsninger på ufrivillig barnløshed med afsæt i sit eget fertilitetsforløb.
Hun og Nils Petter Bro, som giftede sig i sommeren 2018, besluttede sig for at stifte familie, da hun var omkring 32 år.
Endelig
Da dokumentarens sidste afsnit blev sendt i marts 2024, var Stephania Potalivo blevet 37 år, og parret var stadig i fertilitetsbehandling.
Samme efterår kunne Stephania Potalivo endelig dele med sine følgere på det sociale medie Instagram, at det var lykkedes. Og nu er nedtællingen i gang, til at parret får deres lille pige i armene.
- Man kan selvfølgelig godt købe nogle ting og gøre sig klar på en eller anden måde. Men man forstår det vel nok - det tror jeg i hvert fald for mit vedkommende - først, når det sker, siger den vordende mor.
Stephania Potalivo er gået på barsel. Hvad der venter hende på den anden side af den, kan hun for nu ikke sætte flere ord på.
Heller ikke om der er endnu en sæson af "De bedste år" på vej.
- Jeg ved ikke noget, jeg må sige i hvert fald fald - jeg tror ikke, der er noget, der er helt sikkert, lyder det kryptisk.