Nicolas Bro: -Gud er ikke en gammel mand med skæg
Nicolas Bro er vokset op med folkekirken og kristendom, men i dag har skuespilleren det svært med religion.
Skuespilleren Nicolas Bro blev som barn taget med på rejser til religiøse steder – ture, som faderen, Christoffer Bro, havde forberedt familien på i et år forinden.
Selv er han meget interesseret i videnskaben.
Han mener sagtens, at evolutionen og skabelsen kan forenes.
Her fortæller den 45-årige skuespiller om sin tro:
Hvilken tro er du opdraget i?
– Jeg er, som de fleste andre danskere, opdraget i folkekirken.
Hvor vigtig var religion i dit barndomshjem?
– Kristendommen har været tæt på i vores familie og alligevel langt fra. Min far er opdraget indremissionsk og har haft et opgør med det hele sit liv. Samtidig har religion været en stor passion for ham. Han læste biblen højt for os, og han tog os med på dannelsesrejser til Jerusalem og Athen.
Hvad betyder tro for dig i dag?
– De seneste fem-ti år er jeg blevet mere og mere ked af religionsbegrebet. Det har noget at gøre med, hvordan verden ser ud i dag.
– Jeg tror på videnskaben, men jeg mener også, at det videnskaben fortæller os er, at vi lever i en verden med en samhørighed, som man kan kalde Gud, eller hvad man vil. Det er ikke en gammel mand med skæg. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor man ikke kan tro på evolution og noget skabende på samme tid.
Hvordan dyrker du din tro?
– Jeg er ikke så glad for religion, og det er blevet værre. Jeg kan godt nyde religiøs musik og arkitektur og ritualet som et ritual, men jeg binder det ikke op på noget, jeg har brug for. Jeg beder, men jeg har svært ved at finde min bøn, fordi jeg kommer til at rette den mod en person, og jeg vil så gerne et andet sted hen med den.
– Jeg har altid været et troende menneske, men det har forandret sig de senere år. Jeg er også meget interesseret i videnskab og teoretisk fysik. Hvis jeg skulle beskrive min egen tro, vil jeg sige, at jeg mærker, at vi lever i en forbundet verden, og at stærke kræfter, såsom kærlighed, har stor indflydelse på mange planer. Jeg er meget interesseret i Det Nye Testamente, men jeg har altid set det mere som en abstrakt kommunikation.
Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?
– Jeg tvivler hele tiden. Jeg har behov for at bede en gang i mellem, men jeg tvivler meget på, hvad det er for et billede, jeg har, når jeg beder, for jeg kommer også på en eller anden måde til at personificere det. Jeg vil gerne bede til det, universet er sat sammen af.
Tror du på et liv efter døden?
– Der er et liv efter døden, men det ser ikke ud, som nogen af os tror. Det er smukt.
Nicolas Bro er lige nu aktuel i filmen “Aldrig mere i morgen”.
/ritzau/FOKUS