Nicolas Bro: -Jeg køber stadig tv-serier på dvd

Skuespilleren Nicolas Bro har stadig ikke overgivet sig til streamingtjenesterne.

Nicolas Bro er glad for at læse bøger og gå på museum med sin søn. – Foto: Scanpix/Sophia Juliane Lydolph (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Når han skal se tv-serier, foregår det på dvd, og så foretrækker han bøger frem for podcasts. Her fortæller 45-årige Nicolas Bro om sit kulturforbrug, der inkluderer en stor pladesamling og mange ture på Glyptoteket med sønnen Dante.

Hvilken film har du sidst set?

– Jeg så “Dunkirk”, og det var en kæmpe oplevelse. Dramaturgien i filmen tiltaler mig. Når man lever i en tid, hvor tingene bliver malet meget stærkt op, som vi gør med Donald Trump, så har man på en måde behov for at tilslutte sig noget propaganda, og den, der ligger i “Dunkirk”, hvor landene står sammen, synes jeg, rammer os fint.

Hvilke serier streamer du?

– Jeg streamer slet ikke, jeg kører stadig dvd’er, som man jo ikke engang kan købe i butikker længere, men som man er nødt til at bestille på internettet. Jeg har lige bestilt “The Walking Dead” sæson syv, mener jeg, det er. Jeg er meget langsom til at omstille mig, jeg var også meget, meget lang tid om at komme på nettet, og jeg bruger slet ikke sådan noget som sociale medier.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Det gør “Homo Deus” af Yuval Noah Harari. Jeg læste hans første bog, “Homo Sapiens”, som jeg var meget begejstret for, og som i høj grad har formet mit religionssyn lige nu.

Hvilke podcasts hører du?

– Den sidste, jeg hørte, var “Han Duo”, hvor de har lavet et radiospil over den nye Star Wars-film. Jeg ville gerne lytte til flere, men jeg er så glad for at læse.

Hvad hører du i radioen?

– Alt for lidt. Og det er aldrig mig, der bestemmer kanalen, for det er kun i min kones bil. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lytte til Radio24syv, men jeg er ikke nået dertil endnu. Det går som sagt lidt langsomt for mig med nye ting.

Hvad lytter du til af musik?

– Jeg har en stor pladesamling, og jeg har mine gamle helte. Jeg plejer at sige, at David Bowie er min Elvis.

Hvilket program kan få dig til at tænde for fjernsynet?

– Jeg er skidebange for, at de slagter DR, for det er de eneste kanaler, jeg ser. Allerhelst ser jeg DRK og DR2, og så kan jeg godt lide DR3, for det er den kanal, der sender flest science fiction-film. Jeg elsker at se gamle programmer, både tv-spil og gamle interviews, som man aldrig troede, man skulle få lov at se. Jeg ser også TV Avisen, for jeg får jo ikke nyheder fra Facebook.

Hvilke magasiner læser du?

– Hver måned læser jeg Ekko og Teater 1, fordi det er magasiner, jeg får gennem mit fagforenings-abonnement.

Hvilke aviser læser du?

– Jeg er gået fra papiravisen, og det er ret vildt. Jeg abonnerer på Politiken som netavis. Det kunne nok ligeså godt have været Berlingske Tidende, men der er nok en større margen af emner, der interesserer mig, som Politiken tager op. Da jeg var lille, gik min far og jeg ofte på biblioteket sammen om morgenen for at læse aviser.

Hvor går du ud for at være kulturel?

– Jeg går på museum, for det kan vi forene os i, min dreng og jeg. Og så går jeg i Tivoli, jeg bor lige ved siden af. Der har vi årskort. Men når jeg spørger min søn, om han vil i Tivoli, så vil han hellere på Glyptoteket.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS