Nikita Klæstrup skifter spor: Det skal hun lave

Blogger og tv-vært Nikita Klæstrup skifter spor i sin karriere og er kommet ind på en ny uddannelse.

Nikita Klæstrup vil i fremtiden gerne lave meget mere tv. Foto: Scanpix/Nils Meilvang
Offentliggjort Sidst opdateret

Nikita Klæstrup er nok bedst kendt for sine nedringede kjoler og skarpe holdninger som fjerdebølgefeminist i “Girl Squad”.

Men den 22-årige blogger fik for nylig sin debut som tv-vært, da hun stod i spidsen for programmet “Paradise All In”, og den erfaring har tilsyneladende givet hende smag for tv-produktion.

I hvert fald skal Nikita Klæstrup efter sommerferien læse tv- og medietilrettelæggelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, skriver hun i et opslag på Facebook.

Over for Metroxpress uddyber bloggerbaben sin beslutning om at skifte karrierespor.

– Efter at have arbejdet så meget med tv, så har jeg fået en virkelig stor interesse for, hvad der sker bag kameraet, siger Nikita Klæstrup til Metroxpress.

Reality-tv tiltaler Klæstrup

Specielt kunsten at få andre til at fortælle deres historie, synes bloggeren er interessant.

Især arbejdet med reality-tv tiltaler hende, fortæller hun til avisen.

Dog betyder det langt fra, at Nikita Klæstrup selv bevæger sig væk fra rampelyset, lover hun.

– Det er ikke nødvendigvis, fordi jeg vil væk fra skærmen. Jeg elsker jo at lave tv. Men det er klart, at på sigt vil jeg gerne bevæge mig lidt mere om bag kameraet og arbejde med det, fortæller hun til Metroxpress.

/ritzau/FOKUS

Se Nikita Klæstrups Facebook-opslag her:

Powered by Labrador CMS