Nikolaj Coster-Waldau afslører: Har særlig dukke derhjemme
Den danske stjerneskuespiller har en dukke, der forestiller Brienne of Tarth, stående hjemme i sin dagligstue.
Godt nok valgte Nikolaj Coster-Waldaus karakter i “Game of Thrones”, Jaime Lannister, at søge tilbage til sin søster Cersei, som han havde et incestuøst forhold til.
Men i den virkelige verden er den danske stjerneskuespiller måske større tilhænger af “Team Brienne”, som henviser til den korte kærlighedsaffære, Jaime Lannister havde med den kvindelige ridder Brienne of Tarth.
Skuespilleren har i hvert fald en dukke, der forestiller Brienne, siddende på en stol i sin dagligstue i hjemmet i Los Angeles.
Det fortæller han i en video, som det amerikanske magasin Architectural Digest har udgivet.
Fanskabt
I den ti minutter lange video giver han en rundvisning i sit hjem og fortæller om flere detaljer i husets indretning.
Da Nikolaj Coster-Waldau når til en stol i dagligstuen, tager han dukken op og fortæller:
– Forresten er det her Brienne of Tarth fra “Game of Thrones”. Den er lavet af en fan. Det var meningen, at jeg skulle forære den til Gwendoline Christie (skuespilleren, der spiller Brienne of Tarth i serien, red.), siger Nikolaj Coster-Waldau, inden han afbryder sig selv:
– Forresten er denne her stol meget behagelig.
I den prisvindende fantasyserie spillede Nikolaj Coster-Waldau rollen som ridderen Jaime Lannister i alle otte sæsoner.
Undervejs har Jaime Lannister et forhold til Brienne of Tarth, men han forlader hende i sidste ende til fordel for Cersei.