Nikolaj Lie Kaas: Kan ikke holde ud at være væk fra familien
Nikolaj Lie Kaas prøver at være en helt anden type far, end hans egen var
Nikolaj Lie Kaas har været gift i 12 år – men det er ikke noget, han mærker synderligt til. Han elsker nemlig at være gift med sin hustru, Anne Langkilde.
I et interview med Femina fortæller Kaas om sin rolle som far – og om, hvordan han slet ikke ønsker at være som sin egen far.
– Jeg er en tilstedeværende far. Jeg kan mærke, at jeg decideret har et helt andet behov, end han havde. Jeg ville aldrig slå ham oven i hovedet med det liv, han har levet, han kunne ikke gøre det anderledes, og han havde som så mange andre i hans generation og fag et behov for at fyre den af. Og … familien var sekundær, siger han til Femina.
Er afhængig af kærlighed
Nikolaj fortæller, at han slet ikke føler, at han har et valg:
– Men jeg har bare et ukueligt behov for at være sammen med min familie. Det er helt egocentrisk, jeg har ikke noget VALG. Jeg kan slet ikke holde det ud, hvis jeg er væk fra dem for længe.
Da han på et tidspunkt filmede i Canada i en måned, fandt han ud af, at han slet ikke kunne holde ud at være væk fra sin familie så længe.
– Jeg har ingen hobby. Når jeg har fri, så er jeg rigtig meget sammen med mine børn og min familie. Det er det, jeg laver.
På spørgsmålet om, hvorvidt Nikolaj er afhængig af kærlighed, svarer han:
– Ja, selvfølgelig er jeg det. Det tror jeg, alle mennesker er.