Nikolaj Lie Kaas om succes: Det slutter igen
Den danske skuespiller har fuld fart på i karrieren, men han ved også, at det kan være flygtigt.
I november kan man opleve Nikolaj Lie Kaas i hele tre forskellige roller på tv og det store lærred.
Han spiller hovedrollen i filmen “Kollision”, en rolle i Viaplay-satsningen “Forhøret”, og så indtager han igen rollen som den skruppelløse og småskøre druide i anden sæson af HBO’s fantasyserie “Britannia”.
En serie, han har skrevet under på at lave op til tre sæsoner af, og som har fyldt meget for ham i de senere år.
Mens første sæson af serien, der bliver optaget i England og Wales, tog seks måneder at få i kassen, gjorde optagelserne til sæson to, at skuespilleren måtte være væk hjemmefra i størstedelen af otte måneder.
Skideskæg rolle
Det er et stort indhug tidsmæssigt, især når det indebærer savnet til sin familie, som han faktisk virkelig godt kan lide at være sammen med, som Nikolaj Lie Kaas selv formulerer det.
Derfor giver det også kun mening, fordi rollen er så sjov at spille.
– Det er alt det, man ellers ikke får lov til at spille proppet ned i én person. Det er langt forbi overspil, og det er bare skidesjovt at lave, siger skuespilleren om “Britannia”.
Men det er også mange måneder af hans karriere, hvor han ikke kan sige ja til andre projekter, fordi han er bundet af serien.
– Der er jo grænser for, hvad jeg ellers kan sige ja til, når jeg er på settet til “Britannia” så mange måneder, siger Nikolaj Lie Kaas, der har fået en del international opmærksomhed på grund af serien.
Men den opmærksomhed er altså ikke bare lige sådan at udnytte, selv om den har kastet nogle tilbud af sig.
Succes varer ikke evigt
Det er prisen for en stor rolle i en tv-serie, men den er han villig til at betale, selv om han mener, at der er et vindue som skuespiller, der langsomt begynder at lukke, jo ældre man bliver.
– Lige om lidt så er jeg bare ham med kosten i Far til fire-filmene, der står og fejer ude foran opgangen, siger Nikolaj Lie Kaas og smiler.
Selv om der er humor i stemmen, når han siger det, så er han ikke i tvivl om, at alting har sin tid.
– Jeg har altid tænkt på, hvornår den der hammer kommer ovenfra, og der er en, der siger: “Så stopper du. Kan du så gå hjem. Fyyy ha!”. Jeg ved, at den kommer. Det er uundgåeligt. Det kan man ikke løbe fra.
– Det sker jo for alle, så det ville være underligt, hvis jeg troede, at det skulle være anderledes for mig. Men jeg håber, jeg får lov til at lave det her så længe, jeg kan lide det, siger han.
Sæson to af “Britannia” har premiere den 7. november på HBO.