Nina Munch-Perrin tror på spøgelser
Den tidligere TV-A vært tror, der er mere mellem himmel og jord
Siden 2018 har Nina Munch-Perrin været fast vært på TV-Avisen, men det sluttede 1. august, da hun takkede ja til et nyt job som erhvervsredaktør på Berlingske.
Et nyt kapitel
- For fire uger siden forlod jeg DR, og det nye liv gør, at jeg kan være her til premiere i aften, hvor jeg normalt ville være på arbejde, sagde den 49-årige journalist ledsaget af sønnen Bastian på 13 år til Kendte.dk ved premieren på ’Beetlejuice’ i Empire Bio.
'Beetlejuice' er en gyser-komedie af Tim Burton, der handler om et nyligt afdødt par, Geena Davis og Alec Baldwin. De er nu blevet spøgelser i deres tidligere hjem, og de er ikke tilfredse, da nogle trendy New Yorkere flytter ind i deres hus.
Spøgelser i det virkelige liv
Og det med uhyggelige spøgelser kan Nina Munch-Perrin godt nikke genkendende til fra oplevelser bag hjemmets fire vægge.
- Jeg tror lidt på spøgelser. Ja, jeg er sådan lidt en rationel anlagt person. Hjernen siger, at det ikke findes, men nogle gange så sker der bare ting, som man ikke helt forstår, lød det, og hun kom med eksempler.
Mystiske hændelser
- Nogle døre står åbne, når jeg ved, at jeg har lukket dem. Lys, som jeg slukkede er pludselig tændt. Så nogle gange tænker jeg, at der er mere mellem himmel og jord. Det er mest, når der er stille og mørkt udenfor, erkendte hun, der allerede savner kollegerne fra den tidligere arbejdsplads.
- Men der er kun gået fire uger, og der er spændende tiltag under opsejling i det nye job, trøstede hun sig med.