Nomineres til fornem pris
Mikkel E.G. Nielsen har før fået en Oscar for Bedste Klipning. Nu er han nomineret til britisk filmpris
Den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen er blevet nomineret til den britiske pris Bafta i kategorien Bedste Klipning.
Det fremgår af Baftas hjemmeside, i forbindelse med at de nominerede torsdag er blevet offentliggjort. Bafta er den største britiske filmpris og uddeles af det britiske film- og tv-akademi.
Colin Farrell er med
Den danske oscarvinder er blevet nomineret for filmen "The Banshees of Inisherin".
Filmen er instrueret af Martin McDonagh, som også står bag filmen "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri".
Blandt skuespillerne er Colin Farrell og Brendan Gleeson.
Filmen foregår på en lille irsk ø. Her står to mænd, der har været venner gennem livet, i en situation, hvor den ene ikke længere ønsker at være venner.
Ti nomineringer
Filmen har i alt fået ti nomineringer.
Mikkel E.G. Nielsen modtog i 2021 en Oscar, der er amerikanernes svar på en Bafta-pris.
Han modtog den i kategorien Bedste Klipning for filmen "Sound of Metal". Filmen handler om en trommeslager, der begynder at miste hørelsen.
Blandt årets nominerende til Bafta-priserne er også filmen "The Good Nurse", der er instrueret af den danske instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm.
Vicki Berlin på rollelisten
Fra filmen er skuespiller Eddie Redmayne nomineret i kategorien Bedste Mandlige Birolle.
Derudover er den svenske film "Triangle of Sadness", der også har dansk bidrag, nomineret til årets Bafta-priser.
Filmen har blandt andet den danske skuespiller Vicki Berlin på rollelisten. Også den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric er med i filmen.
19. februar
Fra "The Triangle of Sadness" er skuespiller Dolly De Leon nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Birolle, og filmen er nomineret for Bedste Manuskript.
Flest nomineringer har den tyske film "Intet nyt fra Vestfronten" efter torsdagens offentliggørelse. 14 nomineringer har filmen fået.
Filmen, der er en filmatisering af Erich Maria Remarque roman af samme navn, handler om Første Verdenskrig set med en ung tysk soldats øjne.
Bafta-uddelingen afholdes 19. februar.