Nordiske kongehuse taler sammen i videomøde
Det norske kronprinspar skulle have været på besøg hos det svenske kronprinsessepar. Men det blev kun til et videomøde.
Coronavirus har også ændret på de royale kalendere over hele verdenen. Herhjemme var det jo særligt den store begivenhed med dronningens 80-års fødselsdag, der løb med opmærksomheden.
Det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, skulle i de her dage have været på officielt besøg i Sverige, hvor det svenske kronprinsessepar, kronprinsesse Victoria og prins Daniel, skulle tage imod dem.
Artiklen fortsætter efter videoen
I stedet blev det altså til et videomøde, skriver Det Norske Kongehus i en pressemeddelelse.
Set frem til besøget
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marits besøg i Sverige er blevet udsat af hensyn til de gældende regler, der hersker i forbindelse med coronavirus i både Norge og Sverige.
Det betød, at de onsdag deltog i et videomøde med den svenske kronprinsesse Victoria og prins Daniel.
– Vi havde set meget frem til at besøge jer i Sverige. Jeg ved, at besøget blev set på med stor interesse fra det norske erhvervsliv, så vi glæder os til at komme, når det bliver muligt, lød det fra kronprins Haakon.
Fokus for besøget var da også muligheden for at styrke samarbejdet mellem det norske og det svenske erhvervsliv.
Meningen er, at de to kongelig par skal mødes, når det igen er tilladt.
Pas på de svage
På videomødet fik de to royale par også talt om, hvordan situationen med coronavirus er for deres respektive lande.
Begge par kunne fortælle om nogle af de erfaringer, de havde gjort sig i deres videosamtaler med nogle af de aktører, der har været berørt af coronavirus. Særligt talte de om situationen med skoler.
Kronprins Haakon kunne fortælle, at skolerne har været lukket i Norge, og at det har haft en betydning for skolebørnene, der dog har modtaget undervisning hjemmefra, men som har manglet det sociale ved at gå i skole.
De to kronprinsesser – der begge har stor interesse i unges mentale helbred – kunne da også hurtigt blive enige om, at det var én af de ting, man skulle tage vare om, samt de psykisk sårbare, der bliver påvirket meget af situationen.