Norsk drabssigtet milliardærs kloak undersøges
Den norske milliardær Tom Hagen mistænkes for drab eller medvirken til drab på sin hustru.
Norsk politi er tirsdag formiddag ved at undersøge nye spor ved milliardær Tom Hagens hjem. Det skriver de norske medier TV2 og VG.
I forbindelse med Tom Hagens sigtelse for drab eller medvirken til drab på sin hustru Anne-Elisabeth Hagen, er hjemmet blevet afspærret.
Artiklen fortsætter efter videoen
Tjekker kloak
Politiet har afspærret et område ved Hagens hjem og blandt andet placeret et hvidt telt over et kloakdæksel i hjemmets indkørsel.
Ifølge VG skal politiet lede efter spor nede i kloakken.
Tom Hagen blev for en uge siden sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen. Hun forsvandt i oktober 2018.
Siden anholdelsen i sidste uge har Hagens hjem været spærret af. De første tre dage var politiet indenfor med hunde for at sikre spor. De seneste par dage har der ikke været synlig aktivitet i boligen, skriver norske TV2.
Den norske milliardær blev anholdt tirsdag, da han var på vej til arbejde. Det skete efter halvandet års efterforskning af Anne-Elisabeth Hagens forsvinden 31. oktober 2018.
Varetægtsfængslet i fire uger
Onsdag den 29. april 2020 blev Tom Hagen varetægtsfængslet i fire uger. En afgørelse, der blev taget af Nedre Romerike tingrett onsdag aften.
Dermed blev det altså anklagemyndighedens krav om, at Tom Hagen skulle fængsles i op til fire uger, der blev udslagsgivende frem for forsvarsadvokaten Svein Holden, der krævede Tom Hagen løsladt. Forsvarsadvokaten har givet udtryk for, at han mener politiet har et yderst spinkel grundlag for at føre sagen.
Varetægtsfængslingen blev begrundet med, at den sigtede “har reel mulighed for at ødelægge eller fjerne beviser” eller “koordinere forklaringer med andre involverede”. Mens der i kendelsen også står, at Tingretten peger på, at flere end Tom Hagen kunne være involveret i sagen.
Tom Hagen erklærer sig uskyldig og er uforstående over for sigtelsen. Han siger, at han ikke har noget at gøre med sin hustrus forsvinden.