Norsk prinsesses fest vækker harme

Det er faldet flere for brystet, at hovedbiblioteket i Oslo torsdag holder lukket under royal fødselsdagsfest

Udgivet Opdateret

Fejringen af den norske prinsesse Ingrid Alexandras 18-års-fødselsdag har skabt harme i Norge.

Den nu myndige prinsesse holder torsdag sin fødselsdag på hovedbiblioteket i Oslo for omkring 200 mennesker, mens biblioteket vil være lukket for den øvrige befolkning.

Og det falder flere for brystet. Det skriver den norske avis VG.

Blandt kritikerne er bibliotekarforbundet Deichmann, der mener, at det "simpelthen er pinligt", at biblioteket må lukke.

Den norske prinsesse Ingrid Alexandra fyldte 18 år i januar, men fejringen blev udskudt til juni på grund af coronapandemien. (Arkivfoto).
Den norske prinsesse Ingrid Alexandra fyldte 18 år i januar, men fejringen blev udskudt til juni på grund af coronapandemien. (Arkivfoto).

Tillidsmand ved fagforbundet Jenny Dellegård siger, at beslutningen blev taget over hovederne på fagforeningerne. Hun siger, at de fleste af fagforbundets medlemmer er imod at lukke biblioteket for de kongelige.

'Provokerende'

- Det er provokerende, at folk med penge, hvad end det er kongehuset eller andre, skal bruge biblioteket som et selskabslokale, siger Jenny Dellegård til VG.

Også den norske avis Dagbladet skrev tirsdag i sin leder om fødselsdagsfejringen, som blev kaldt tonedøv.

- Det er et mærkeligt valg afsted. Biblioteker er måske arketypen på et sted, der burde være tilgængeligt for alle, uanset status, baggrund og pengepung, lød det i lederen.

Torsdag i sidste uge besøgte omkring 7000 mennesker biblioteket, tilføjer Dagbladet.

Under fødselsdagsfejringen torsdag er personalet på hovedbiblioteket sendt på en "fagdag".

Det er den norske regering, der har spurgt bibliotekets ledelse, om festen må holdes på biblioteket.

3,7 millioner norske kroner

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB koster fejringen 3,7 millioner norske kroner. Det svarer til 2,6 millioner danske kroner.

Særligt udlejning af teknisk udstyr trækker op i budgettet.

Kommunikationschef i det norske statsministerium, Anne Kristin Hjukse, skriver i en mail til VG, at regeringen ønskede moderne rammer for prinsesse Ingrid Alexandras fødselsdagsfest.

Hun opfordrer borgere til at bruge et af Oslos 18 andre biblioteker den dag.

Prinsesse Ingrid Alexandra fyldte 18 år i januar, men fejringen blev udskudt til juni på grund af coronapandemien.

Powered by Labrador CMS