Nu bisættes Morten Grunwald – men Benny står tilbage
Tirsdag tager familie, venner og nære kolleger afsked med skuespiller og teaterchef Morten Grunwald.
Tirsdag eftermiddag bisættes skuespiller og tidligere teaterchef Morten Grunwald ved en ceremoni i Vedbæk Kirke.
Det fremgår af en dødsannonce, at seancen er forbeholdt familie, venner og nære kolleger.
Da det for halvanden uge siden kom frem, at Morten Grunwald var død af kræft, skortede det ikke på reaktioner.
Den sidste store
Komponisten Bent Fabricius-Bjerre, der blandt andet har lavet musik til Olsen Banden-filmene, kaldte ham “den sidste af de store, der er gået bort”.
Og skuespiller Per Pallesen kaldte ham et “vidunderligt menneske, som jeg kommer til at savne helt uendeligt”.
Det er formentlig rollen som Benny med de gule sokker og udtrykket “Skide godt, Egon”, som de fleste vil huske Morten Grunwald for.
Det vurderer filmanmelder ved dagbladet Information Christian Monggaard.
– Jeg tror, at han i den brede del af befolkningen vil blive husket som Benny fra Olsen Banden.
– Der er få figurer, der når så bredt ud som Benny og Olsen Banden gør, lyder det fra journalisten, der for nylig udgav en bog om netop Olsen Banden.
– Han er den glade klovn, der danser rundt og vil gøre alle glade, og som logrer og jagter sin egen hale som en lille hund, når Egon roser ham.
Direktør for Betty Nansen
Morten Grunwald var også direktør for først Betty Nansen Teatret og senere Østre Gasværk.
Men når folk kom hen og dunkede Grunwald i ryggen, var det med ofte med ordene “Hej Benny”. Og det var han efter alt at dømme ikke ked af.
– Han stillede altid velvilligt op, når fans af Olsen Banden kaldte på ham, fortæller Christian Monggaard.
Olsen Banden og de 14 film, som Grunwald medvirkede i fra 1968 til 1998, skaffede også smør på brødet.
– Olsen Banden skaffede ham bred anerkendelse og kærlighed fra et stort publikum, men også økonomi.
– Så fik han tilfredsstillet sit skuespillergen og sine kunstneriske ambitioner på teatret, vurderer Christian Monggaard.
Også tyske fans berørte
Filmanmelderen var i Tyskland for at holde foredrag om netop Olsen Banden, da det kom frem, at Grunwald var død.
Han blev overrasket over, hvor meget det berørte de tyske fans.
Christian Monggaard ser to forklaringer på, at serien stadig holder.
– Den ene forklaring er, at det ganske enkelt er godt håndværk. Det er gode, underholdende komediefilm.
– Den anden ting er, at der er en masse lag i serien. Småborgerens drøm om et bedre liv, om materiel velstand, om store ambitioner og om at nå toppen for så at blive banket ned igen, sådan som det sker for Egon hver gang.
– Vi kan spejle os i figurerne, lyder det fra filmanmelderen.
Morten Grunwald blev 83 år.