Nu er datoen sat

Genforeningen af stjernerne fra tv-serien "Friends" er blevet rykket flere gange på grund af coronapandemien.

“Friends”, som handler om seks venners liv i New York, løb fra 1994 til 2004. Den er anset som en af de mest populære komedieserier nogensinde og har fans verden over. (Arkivfoto). – Foto: Ho/Reuters.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den længe ventede genforeningsudsendelse med stjernerne fra tv-serien “Friends” (Venner, red.) bliver optaget til marts.

Det skriver Matthew Perry, som i den populære komedieserie spiller Chandler Bing, på Twitter.

Artiklen fortsætter under videoen

– Friends-genforening bliver rykket til begyndelsen af marts. Det ser ud til, at vi har et travlt år i vente. Og det er sådan, jeg kan lide det, skriver han på Twitter.

Udsendelsen er en såkaldt special, som bliver sendt på streamingtjenesten HBO Max. Den skulle have haft premiere i maj 2020, men optagelserne er blevet rykket igen og igen på grund af coronapandemien.

Men nu ser det altså ud til, at de kommer i kassen til marts.

Det er endnu uklart, hvordan udsendelsen konkret bliver udformet. Ifølge mediet Soundvenue er der ikke et decideret manuskript.

Derfor er der ikke lagt op til et nyt afsnit af “Friends”, men nok snarere et talkshow eller lignende med tv-serien som omdrejningspunkt.

Ud over Matthew Perry deltager de øvrige stjerner fra tv-serien også. Det vil altså sige, at Jennifer Aniston (Rachel), Lisa Kudrow (Phoebe), Courteney Cox (Monica), David Schwimmer (Ross) og Matt LeBlanc (Joey) alle dukker op.

HBO Max gav tidligere i år udtryk for, at man håber, at seancen kan blive filmet foran et livepublikum, ligesom tv-serien blev det.

“Friends”, som handler om seks venners liv i New York, løb fra 1994 til 2004. Den er anset som en af de mest populære komedieserier nogensinde og har fans verden over.

Powered by Labrador CMS