Nu er det prinsessens tur
I dag kan Norges kommende dronning, prinsesse Ingrid Alexandra, fejre 18 års fødselsdag
I dag fredag den 21. januar er det 18 år siden norske prinsesse Ingrid Alexandra kom til verden på Rikshospitalet i Oslo.
Prinsessen er nummer to i den norske tronarvefølge efter sin far kronprins Haakon, og således sin nations fremtidige dronning.
Frederik stod fadder
Blandt dagens gratulanter er med stor sikkerhed kronprins Frederik, der sammen med en række andre prominente personer, fik det ærefulde hverv at stå fadder til Ingrid Alexandra ved hendes dåb den 17. april 2004.
Den danske kronprins var også blandt gæsterne til hendes konfirmation i Slottskappellet i Oslo den 31. august 2019.
Fokus på uddannelse
Som 18-årig er prinsessen nu myndig og hun vil i fremtiden skulle udføre flere officielle opgaver for kongehuset.
De kommende år vil det primære fokus dog være rettet mod hendes uddannelse, fremgår det af kongehusets hjemmeside.
En aktiv pige
Privat er Ingrid Alexandra en aldeles aktiv pige, der holder meget af sport og friluftsliv.
Ikke mindst ski - og vandsport har hendes store interesse.
Hun er også kendt for at være meget optaget af såvel klima som miljøproblematikkerne.
Festen udsat
Den store officielle fejring af dagen, blandt andet en gallamiddag på slottet i Oslo, er som så meget andet blevet udsat på grund af corona-pandemien.
Prinsessen vil dog blive gratuleret af en lang række repræsentanter fra det officielle Norge i løbet af formiddagen.
I anledning af dagen har kongehuset også frigivet en lille serie nye, officielle foto af prinsessen.
Se dem herunder.