Nu er han billethaj
Anders Eggert, der lørdag 14. maj fylder 40 år, er stadig knyttet til håndbold et år efter sit stop som aktiv. Han er ekspert på tv og billetsælger for topklub
Håndboldskoene og bøtten med harpiks har nu stået ubrugt i skabet i et år, men sporten er stadig en central indtægtskilde for en af håndboldlandsholdets mangeårige helte.
Den klejne fløjspiller Anders Eggert, der lørdag 14. maj fylder 40 år, har i sit første år som håndboldpensionist stadig beskæftiget sig med den sportsgren, der står hans hjerte så nær.
I januar var han ekspert på tv under herrernes EM-slutrunde i Ungarn.
- Det var rigtig skægt. Det var som om at være på et håndboldhold. Vi var 20 mand afsted for TV2, og vi gjorde alt for at lave et godt produkt. Det var ret sjovt, og jeg håber, at jeg skal fortsætte med det ved de næste slutrunder, siger Anders Eggert.
Sælger billetter til danskere
Til daglig sælger han billetter til danskere, der gerne vil køre ned og se Flensburg-Handewitts kampe. Som tidligere spiller i den tyske storklub bruger han sine kontakter til at lave eksklusive arrangementer.
- Her 22. maj får jeg 100 mand ned til kampen mellem Flensburg og Kiel. De får så også muligheden for at møde og snakke med Lasse Svan, Lars Christiansen og nogle af de andre.
- Det er fedt at kunne være med til at give andre et indblik i håndbold på højeste niveau, siger Anders Eggert.
Investerer i virksomheder
Ud over de to håndboldrelaterede job har han også flere investeringer i virksomheder sammen med sin storebror, fortæller han.
Et år efter sin sidste betydende kamp er Eggert helt afklaret med, at han er i gang med næste fase af livet.
- Engang imellem kunne jeg godt tænke mig lige at spille én kamp mere og mærke suset en sidste gang, men jeg savner ikke at skulle spille et helt slutspil eller sådan noget.
- Jeg stoppede på det helt rigtige tidspunkt, og det har givet mig mulighed for at styre min egen kalender og gøre nogle ting, jeg ikke kunne gøre før.
Stor karriere
- Nu kan jeg træne min ældste datters håndboldhold, og vi kan tage på skiferie og andre ferier. Sådan nogle ting passede ikke sammen med selv at være professionel, siger Anders Eggert.
Aarhusianeren spillede størstedelen af sin karriere i Flensburg-Handewitt. Inden udlandseventyret spillede han for Brabrand, Silkeborg-Voel og GOG. Han vendte hjem til Danmark og afsluttede karrieren i Skjern.
Eggert var med til at vinde EM-guld med Danmark i 2012, og han scorede 581 gange i sine 160 landskampe i perioden 2003-2017. Han har også en Champions League-titel i 2014 på cv'et.