Nu er han tiltalt for overgreb

Skuespilleren Kevin Spacey er nu helt officielt tiltalt i fire sager

Udgivet Opdateret

Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey er tiltalt for overgreb i Storbritannien.

Han skal fremstilles i retten torsdag.

Hollywoodskuespilleren Kevin Spacey er i London formelt blevet anklaget for fire tilfælde af seksuelle overgreb mod tre forskellige mænd.

- Kevin Spacey Fowler, 62 år, er i dag formelt anklaget og fremstilles torsdag klokken 11 (dansk tid) i byretten i Westminster, hedder det i en pressemeddelelse fra politiet.

Spacey er også anklaget for at få en person til at indgå seksuel aktivitet uden samtykke. Overgrebene skal være sket mellem 2003 og 2013.

Deltager frivilligt

Spacey meddelte for to uger siden, at han frivilligt vil deltage i en britisk retssag, hvor han er anklaget for de seksuelle overgreb.

Den britiske anklagemyndighed oplyste 26. maj, at den havde godkendt, at Kevin Spacey kunne sigtes for fire tilfælde af seksuelle overgreb mod tre forskellige mænd.

- Selv om jeg er skuffet over anklagemyndighedens beslutning om at gå videre med sagen, vil jeg frivilligt møde op i Storbritannien, så snart det kan arrangeres, og forsvare mig selv mod disse anklager, sagde Kevin Spacey sidst i maj. Udtalelsen kom i tv-showet Good Morning America.

Han tilføjede, at han er overbevist om, at han kan bevise sin uskyld.

Over en årrække

Washington Post skrev efter anklagemyndighedens udtalelse i London, at Spacey først formelt kunne sigtes, hvis han blev anholdt i England eller Wales.

De fire seksuelle overgreb, som Kevin Spacey anklages for, skal have fundet sted mellem marts 2005 og august 2008 i London samt i april 2013 i Gloucestershire.

Kevin Spacey er nu officielt blevet tiltalt i fire sager om overgreb
Kevin Spacey er nu officielt blevet tiltalt i fire sager om overgreb

I november 2017 oplyste Old Vic-teatret i London, at det havde modtaget 20 forskellige anklager fra 20 mænd om upassende adfærd af Spacey.

De havde været i kontakt med ham i årene mellem 1995 og 2013.

Chef for teatret

Kevin Spacey var kunstnerisk chef for Old Vic-teatret mellem 2004 og 2015.

Skuespilleren var engang en af de største stjerner i Hollywood.

Han havde senest blandt andet stor succes med Netflix-serien "House of Cards".

Anklagerne mod ham begyndte første gang at rulle, da skuespilleren Anthony Rapp stod frem med beskyldninger mod ham.

Siden begyndte også andre mænd og kvinder at fortælle deres historier.

Spacey har tidligere nægtet sig skyldig i alle anklager om overgreb.

KEVIN SPACEY

Kevin Spacey Fowler er en amerikansk film- og teaterskuespiller, og teaterinstruktør med base i London. 

Siden 2003 har han været teaterchef på teatret Old Vic i London. 

Han har fået Oscar for sine roller i filmene The Usual Suspects og American Beauty.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS