Nu går de fra hinanden
Den danske sekstet Alphabeat er færdig efter festivalkoncerter næste sommer. I hvert fald for nu.
Efter sommeren 2021 holder den danske popgruppe Alphabeat pause på ubestemt tid.
Det skriver Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under videoen
Først skal gruppen, der blandt andet er kendt for hittet “Fascination”, dog på turné og spille festivaler næste sommer.
Alphabeat lå stille fra 2013 til 2019, og det er nu planen, at bandet igen skal holde en pause.
– Da vi mødtes og begyndte at lave musik sammen igen, havde vi tre nøgleord: Fællesskab, venskab og vildskab, skriver gruppen i en mail til Ekstra Bladet.
– Hvis de tre ting ikke var til stede i alt, vi gjorde fra dag et, så kunne vi lige så godt lade være, for det skulle netop ikke ende som sidst.
Forsanger Stine Bramsen forklarer videre, at hun så småt er i gang med at skrive sine egne sange. Hun udgav sit første soloalbum i 2015.
Sekstetten slog igennem i 2007 og kunne kort efter flytte til London for at jagte en international karriere.
Debutalbummet “Alphabeat” bød blandt andet på de to hits “Fascination” og “10.000 Nights”.
Men udlandseventyret blev til sidst begyndelsen til enden for bandet, der endte med at trække stikket efter en periode med pæn succes hos de britiske fans og i de britiske radiokanaler.
Alphabeat blev dannet i starten af årtusindet, da de seks medlemmer stadig gik i gymnasiet.