Nu går han på barsel i to måneder

En måned efter, at Jeppe Bruus (S) blev udnævnt til politisk ordfører, går han på to måneders barsel

Jeppe Bruus (S) har i en måned været politisk ordfører for Socialdemokratiet. Men de kommende to måneder trækker han stikket til politik og går på barsel.
Jeppe Bruus (S) har i en måned været politisk ordfører for Socialdemokratiet. Men de kommende to måneder trækker han stikket til politik og går på barsel.
Udgivet Opdateret

Socialdemokratiets nyudnævnte politiske ordfører, Jeppe Bruus, går på barsel fra den 19. september og indtil midt i november.

Det oplyser han i en SMS til Ritzau.

Ifølge dagsordenen i Folketingets Udvalget til Valgs Prøvelse indtræder Anne Sina (S) i Folketinget som stedfortræder i perioden.

Jeppe Bruus blev udnævnt til politisk ordfører i midten af august, da daværende politisk ordfører, Jesper Petersen (S), blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister.

- Jeg glæder mig til fortsat at være med til at udvikle politik og samarbejde med resten af partierne i Folketinget.

- Som politisk ordfører står man til rådighed. Både for medierne, men også bredt for samarbejdet i Folketinget. Og det vil jeg selvfølgelig bestræbe mig på at gøre alt for at leve op til.

- Jeg har meget at lære. Og så glæder jeg mig til at diskutere politik, sagde Jeppe Bruus her til Ritzau.

Valgt i 2019

Jeppe Bruus er uddannet Cand.scient.pol. ved Københavns Universitet. Politisk har han haft tillidsposter i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og var stedfortræder i Folketinget af flere omgange fra 2013 til 2016.

Han blev valgt ind ved valget i 2019 i Københavns Omegns Storkreds.

Det er Jeppe Bruus' tredje barn.

BLÅ BOG: Jeppe Bruus (S)

Jeppe Bruus Christensen, født 20. april 1978 i Tølløse, søn af skolelærer Birk Christensen og sundhedsplejerske Hanne Bruus Christensen.

Samlevende med Mette.

Parret har to døtre.

Medlemsperiode

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds fra 5. juni 2019.Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 1. januar 2014 – 18. juni 2015. Midlertidigt folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds (stedfortræder for Mogens Lykketoft), 4. juli 2015 – 30. september 2016.
Midlertidigt folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds (stedfortræder for Sophie Hæstorp Andersen), 5. november 2013 – 3. december 2013. Kandidat for Socialdemokratiet i Gladsaxekredsen fra 2008.

Parlamentarisk karriere

Formand for Transportudvalget, 2019-2021. Næstformand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne fra 2019.
Formand for den danske delegation til Europarådet, 2014. Tidl. uddannelses- og forskningsordfører, social dumping-ordfører, skatteordfører og retsordfører.
Tidl. medlem af Udenrigsudvalget, Skatteudvalget, Uddannelsesudvalget og Beskæftigelsesudvalget. 

Uddannelse

Cand.scient.pol., Københavns Universitet, 1999-2007.
Hf, Stenhus Gymnasium & Hf, Holbæk, 1996-1998. High School (Senior), Kennedy High School, Iowa, USA, 1995-1996.

Beskæftigelse

Kommunikationschef, Skattestyrelsen, 2018-2019. Kommunikationschef, Skat, 2016-2018.
Kommunikationschef, Landsorganisationen i Danmark (LO), 2012-2014. Rådgiver, Geelmuyden Kiese, 2009-2011.
Seniorkonsulent, Radius Kommunikation, 2007-2009. Projektmedarbejder, Fødevareforbundet, NNF, 2006.
Politisk student, Socialdemokraterne, Christiansborg, 2004-2007. Politisk medarbejder, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, 2002-2003.
Biografoperatør, Park Bio, 2000-2002. Hjemmeplejen, Holbæk, 1997-1998.
Produktionsmedhjælper, Aluline, Tølløse, 1993-1995. Avisbud, Tølløse, 1991-1993.

Tillidshverv

Medlem af kontaktforældreudvalget i Børnehuset Saxen, Gladsaxe fra 2019. Forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, 2006.
Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, 2003-2007. Tillidsmand for de værnepligtige, Beredskabskorpset, 1999.
Medlem af Dansk Ungdoms Fællesråds ulandsudvalg, 1999-2003. Medlem af bestyrelsen og elevrepræsentant, Stenhus Gymnasium & HF, 1997-1998.
Tidligere medlem af bestyrelsen i Fontænehusene i Danmark.

Kilde: ft.dk
Powered by Labrador CMS