Nu kan du sove i samme seng som Thomas og Renée
Bo som de kendte. Det danske kendis-par Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen udlejer deres lejlighed i Malaga.
Går man med planer om ferie i syden og har en drøm om at bo som de kendte, så er der nu en enestående, ny mulighed. Det danske kendis-par Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen har nemlig besluttet, at de nu vil udleje deres 100 kvadratmeter store lejlighed i ferieparadiset Malaga på den spanske solkyst.
Det skriver Renée Toft Simonsen på Facebook.
Det er såmænd ikke engang specielt dyrt. Prisen for én uge er 4000 kroner og dertil kommer 100 euro, knap 750 kroner, til klargøring og rengøring samt vask af sengelinned og håndklæder.
For den pris får man en lejlighed stueplan, der er beliggende i Malagas skønne, historiske centrum og i gå-afstand til stranden og stort set alle de øvrige herligheder, byen byder på. Lejligheden er rigtig fin til tre personer men kan også sagtens huse et par med to børn. Der findes både internetforbindelse samt et hav af tv-kanaler, fremgår det af opslaget.
Masser af reaktioner
Opslaget, der er forsynet med en god håndfuld fotos, blev lagt på Facebook den 13. juli og interessen er ganske fin. I hvert fald er der kommet adskillige, positive kommentarer og såmænd også specifikke forespørgsler.
“Lejligheden vil jeg gerne leje den sidste uge i september”, skriver en af Renée Toft Simonsens følger. En anden skriver: “Mega flot wow” og en tredje: “Wooouuw, hvor er det fabelagtigt og fuldstændig fantastisk smukt. Jeg MÅ og SKAL den her vej forbi på min rejse herfra i livet. Det emner af åbne hjerter og hjerterum i de mest ubeskrivelige omgivelser og rum. Tak for at stille sådan en perle til rådighed”.
Kendte.dk har forsøgt at få en kommentar fra Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen omkring deres beslutning om at stille deres lejlighed til rådighed for andre. Det er dog desværre endnu ikke lykkedes at få kontakt med parret.