Nu kommer efterfølgeren
Netflix har løftet sløret for en række nordiske nyheder, der udgives de kommende år. Både krimiserien "Kastanjemanden" og "Bytte bytte baby" får efterfølgere
Det bliver et glædeligt gensyn med blandt andet kastanjemænd og fertilitetslæger, når tre danske film- og serieproduktioner får efterfølgere på Netflix.
Det oplyser streamingtjenesten i en pressemeddelelse, hvor de løfter sløret for en række nordiske Netflix-nyheder, der bliver udgivet i løbet af de kommende år.
I 2026 varsler foruroligende børnerim og remser endnu en gang om død, når den populære krimiserie "Kastanjemanden" får en selvstændig efterfølger.
Danica Curcic tilbage
I serien, der kan ses på Netflix i 2026, indtager Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard endnu en gang rollerne som de to efterforskere Naia Thulin og Mark Hess, når et nyt mord omgærdet af mystik skal opklares.
Også komedien "Bytte bytte baby" får i 2024 en toer.
Dog er det ikke tale om endnu en ombytning af befrugtede æg, når Mille Dinesen og Lars Ranthe igen spiller over for Katinka Lærke Petersen og Kasper Dalsgaard i "Bytte bytte barn", der foregår to år efter den første film.
Også "Skruk" får en toer
I efteråret 2024 vender serien "Skruk" også tilbage med anden sæson.
Her spiller Josephine Park fertilitetslægen Nana, der både balancerer baby og karriere.
Blandt andre Olivia Joof og Mikael Birkkjær kan også ses i tv-seriens kommende sæson.