Nu skal Boris og Larry lære at bo sammen
Mens mange ministre i den britiske regering har fået sparket, så får katten Larry lov til at beholde sit job.
Selv om Theresa May onsdag har overdraget den britiske premierministerbolig på Downing Street 10 til Boris Johnson, så bliver katten Larry boende.
Det skriver BBC.
Boris Johnson iværksatte allerede i sine første timer som premierminister en omfattende udskiftning af ministrene i den britiske regering.
Men katten, der har boet på den berømte adresse siden 2011, får lov til at beholde sin titlen som chefmusefanger.
Larry er ikke glad for forandringer
Ifølge BBC er katten kendt for at være svær at imponere for de nye beboere, der igennem de seneste år er flyttet ind i boligen.
Da Theresa May i 2016 flyttede ind i Downing Street 10 sagde hun i et interview, at hun var “meget glad for at møde Larry”, men antydede, at hun mere var en “hundeperson”.
Hun fortalte, at katten godt kunne lide at dominere dele af boligen og havde bestemte steder, den forventede at få lov til at sidde. Men hendes egen kontorstol ville ikke blive et af de steder.
Der var også rygter om, at den forhenværende premierminister David Cameron ikke kom overens med Larry.
Det rygte forsøgte Cameron dog at slå til jorden, da han kort før sin afgang fra posten lagde et billede på Twitter, hvor han sad med katten i sit skød.
– Desværre kan jeg ikke tage katten med mig, han tilhører huset og personalet elsker ham, sagde han desuden.
Artiklen fortsætter under videoen
Katten har efter sigende et stærkt jagtinstinkt og kan lide at lege med muselegetøj.
Larry følger i potesporene på andre katte på adressen, som uofficielt har haft titel af chefmusefanger for regeringskontoret.
Traditionen med at holde kat i Downing Street 10 går ifølge Storbritanniens nationale arkiver helt tilbage til 1800-tallet.