Nu skal han lave TV

I et nyt tv-program kan man komme tættere på danske musikere. Flere af dem byder endda offentligheden velkommen i deres private hjem for første gang

Offentliggjort Sidst opdateret

I stil med “Til middag hos” og “Toppen af poppen” inviterer danske musikere nu kollegaer og seere lidt tættere på i et nyt tv-program.

I “Syng min sang”, som kan ses på på Viaplay og TV3 fra den 5. juli, skiftes fire musikere til at besøge hinanden og fortolke hinandens største hits.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Men musikerne må ikke selv bestemme, hvilket hit de skal fortolke.

Johnny synger Bro

Det skaber udfordringer for nogle, blandt andet når Kandis-Johnny skal synge en af Bro’s sange om sex, eller når Clara Sofie skal synge Pharphar’s “Lad mig rulle dig”.

Den musiker, der skaber flest overraskende fortolkninger, får, når ugen er omme, 10.000 kroner til et velgørende formål efter eget valg.

I den første uge af programmet besøger Anya, Thomas Buttenschøn og Chief One forsangeren i dance-popduoen Infernal, Lina Rafn.

Og det er altså første gang, at den danske sangerinde åbner sit hjem for offentligheden.

Flere værter

For hvert afsnit er en af de fire sangere vært, imens de andre musikere spiller deres egne versioner af værtens hits.

Programmerne bliver sendt fra mandag til torsdag i fire uger.

I den anden uge besøger Lucy Love, Fallulah og Søren Sko sangeren Wafande.

Det er ligeledes første gang, seere får adgang til hans hjem.

Imellem sangene laver deltagerne forskellige aktiviteter som at meditere, lave perleplader og lave kunst, imens de snakker om deres private liv og karrierer på godt og ondt.

Samtalemenerne falder blandt andet på kærlighed, skilsmisser, skattegæld, racisme, familieliv, stofmisbrug, mental sundhed og menstruation.

“Mit andet hjem”

I første afsnit af den tredje uge af udsendelsen, inviterer Johnny Hansen, som er forsanger i dansktopbandet Kandis, sine tre kollegaer Clara Sofie, Bro og Pharfar på Bromølle Kro i Vestsjælland.

Det gør han, fordi den ukronede dansktop-konge anser kroen for sit andet hjem, når han er på turné.

Sidst men ikke mindst medvirker Shaka Loveless, Maria Bramsen, Sebastian Lind og Jimmy Jørgensen i de sidste fire programmer, hvor man både kommer forbi Shaka Loveless’ private hjem på Nørrebro i København, til Odense og på sommerhustur til Sverige.

Få et smugkig på det nye tv-program HER.

Powered by Labrador CMS