Nu vil han i Folketinget
Stiller op for Venstre
Den tidligere håndboldlandsholdspiller Erik Veje Rasmussen vil forsøge at komme i Folketinget.
Han stiller op til næste valg for Venstre, når han er formelt godkendt på et opstillingsmøde 1. september.
Det oplyser partiforeningen i Favrskov Kommune i en pressemeddelelse ifølge TV2 Østjylland.
Erik Veje Rasmussen bliver dermed kandidat i Østjyllands Storkreds.
Han spillede over 200 landskampe for Danmark i 1980'erne og 1990'erne. Siden var han blandt andet træner for Aarhus Håndbold i 18 år frem til klubbens konkurs i 2021.
Og nu er han klar til at forfølge en anden interesse.
- Jeg glæder mig som et lille barn, for jeg har altid interesseret mig meget for politik, og jeg har stort set altid stemt på Venstre, siger Erik Veje i pressemeddelelsen.
I Favrskovkredsen i Østjylland Storkreds er det Anders G. Christensen, der bliver afløst af Erik Veje som Venstres kandidat.
Anders G. Christensen fik 3193 personlige stemmer ved valget i 2019. Det gav en plads som førstesuppleant.
Den tidligere borgmester i Favrskov Kommune vil i stedet "bruge al sin energi på at være frontfigur for Venstre i Region Midtjylland" lyder det til TV2 Østjylland fra Gunnar Vinge-Hansen, der er formand for Venstres kredsbestyrelse i Favrskov.
Venstre har blandt andre også formand Jakob Ellemann-Jensen opstillet i Østjyllands Storkreds samt folketingsmedlemmer som Michael Aastrup Jensen og Troels Lund Poulsen.