Ny film spækket med stjerner
Sofie Gråbøl er for første gang siden "Blinkende lygter" tilbage i Anders Thomas Jensens univers i ny film med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i front
Den oscarvindende instruktør Anders Thomas Jensen har endnu en gang samlet cremen af dansk film.
Nikolaj Lie Kaas og den danske Hollywood-stjerne Mads Mikkelsen spiller hovedrollerne i hans kommende film, "Den sidste viking".
De flankeres blandt andre af Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro, Lars Ranthe og af Sofie Gråbøl, som for første gang siden "Blinkende lygter" fra 2000 er at finde på rollelisten i en Anders Thomas Jensen-film.
Humoristisk fabel
Det annoncerer Zentropa og Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.
"Den sidste viking" er en humoristisk, underfundig og foruroligende fabel om identitet, lyder det om filmen.
Anker, som Nikolaj Lie Kaas spiller, løslades efter 14 år i fængsel for røveri.
Søger pengebytte
Ankers bror, Manfred, i skikkelse af Mads Mikkelsen, er den eneste, som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en psykisk lidelse, der gør, at han ikke længere husker, hvor de er gemt.
Sammen begiver brødrene sig ud på en rejse for at finde pengene - men også for at opdage, hvem de selv er, lyder det om handlingen.
Skrevet og forfattet
Med "Den sidste viking" er Anders Thomas Jensen tilbage som instruktør for første gang siden 2020, hvor "Retfærdighedens ryttere" havde premiere og solgte svimlende 600.000 biografbilletter .
Ud over at instruere "Den sidste viking" har Anders Thomas Jensen også skrevet filmen.
Den 52-årige instruktør er også en meget kendt manuskriptforfatter.
Flere succeser bag sig
Han har blandt andet skrevet "I Kina spiser de hunde", filmatiseringen af "Ser du månen, Daniel" og Susanne Biers Oscar-vindende drama "Hævnen". Selv vandt han sin egen gyldne statuette tilbage i 1999 for kortfilmen "Valgaften".
"Den sidste viking" får forventet biografpremiere i efteråret 2025.