Ny krimiserie på TV 2 Charlie
TV 2 har netop annonceret søsterkanalen TV 2 Charlies første krimiserie, der har Peter Mygind i hovedrollen.
TV 2 Charlie er begyndt på optagelserne til kanalens allerførste krimiserie nogensinde. Serien hedder Dan Sommerdahl, og er opkaldt efter seriens hovedkarakter.
Krimiserien er inspireret af forfatter Anna Grues bestseller-krimier om Den skaldede detektiv.
Optagelserne løber frem til midten af september i år, og foregår alle i og omkring Helsingør.
Engageret efterforsker
Det er Peter Mygind, der indtager hovedrollen som Dan Sommerdahl, en engageret efterforsker som lægger mange kræfter i opklaringen af byens kriminalsager.
“At få en hovedrolle er altid en stor udfordring, og jeg håber, jeg kan løfte opgaven, så vi i fællesskab kan skabe en spændende, smuk og rørende krimi“, siger skuespilleren i en pressemeddelelse fra TV 2.
Foruden Peter Mygind indtager Laura Drasbæk og André Babikian de to andre hovedroller som Dan Sommerdahls kone Marianne og hans kollega Flemming Torp.
Det forventes, at TV 2 kan præsentere krimiserien for deres seere i 2020.