Ny Netflix-serie baseret på dansk krimi
"Kastanjemanden" høster roser fra det danske anmelderkorps. Krimien kan ses fra onsdag på Netflix
De danske anmeldere er imponerede over den nye krimiserie "Kastanjemanden".
Politiken giver fem hjerter til serien. Både Berlingske og Soundvenue er lidt mindre begejstrede, men kvitterer med fire stjerner.
"Kastanjemanden", der kan ses fra onsdag på streamingtjenesten Netflix, er baseret på Søren Sveistrups debutroman af samme navn.
Hos Politiken kalder anmelder Nanna Frank Rasmussen serien for noget af det bedste på tv siden DR-serien "Forbrydelsen".
Den serie, har bogens forfatter været manuskriptforfatter på.
- Søren Sveistrup sætter Danmark på det gigantiske streamingverdenskort med eminent spillet serie om opklaringen af en stribe bestialske drab på kvinder, skriver hun i sin anmeldelse af serien.
Fundet uden hånd
Bogen handlen om den unge efterforsker Naia Thulin. Hun skal sammen med sin partner - den udbrændte Mark Hess - opklare drabet på en ung kvinde.
De to spilles af Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard.
Kvinden er fundet efterladt på en legeplads - uden sin hånd. Og over hende hænger en lille kastanjemand.
Soundvenues anmelder, Jacob Ludvigsen, peger på, at der på overfladen ikke er noget i "Kastanjemanden", der ikke er set før.
Alligevel lykkes serien med "tweake formularen lige de fem procent, der gør, at historien lever og fungerer".
- Hess er for eksempel ikke bittert selvhadende på den fordrukne Carl Mørck-agtige måde, mere blot vrangvillig og småsardonisk, skriver han.
Carl Mørck er hovedrollen i filmene om Afdeling Q-universet, som er baseret på Jussi Adler-Olsens bøger.
Globalt hitpotentiale
Hos Berlingske mener anmelder Kristian Lindberg, at succesformlen fra "Forbrydelsen" gendannes i "Kastanjemanden".
Han mener, at serien har et globalt hitpotentiale. Seneste skete det for den danske science fiction-serie "The Rain" fra tjenesten.
- Det kommer til at svide fælt i huden hos DR, når streamingtjenesten med "Kastanjemanden" igen scorer stort.
- For denne gang bliver det med et grundkoncept, som DR har brugt år og licensmidler for millioner af kroner på at udvikle, skriver han.