Ny Star Wars film er bedst sælgende film i Danmark i 2017
Star Wars filmen "The Last Jedi" har solgt for over fire milliarder kroner globalt inden juledagene.
Den nyeste Star Wars film, “Star Wars: The Last Jedi”, fortsætter med at skovle penge ind verden over.
Også herhjemme er vi vilde med stjernekrigssagaen.
Bedst sælgende film i 2017
Filmen er allerede den bedst sælgende film i 2017 i Danmark. Det samme gælder for vores naboland Sverige. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Globalt har “The Last Jedi” indtjent 4,7 milliarder kroner, og det forventes, at der forsat vil være godt gang i billetsalget i juledagene.
Filmen har kørt i de nordamerikanske biografer i ti dage siden dens premiere.
Her er der tale om den tredjebedst indbringende udgivelse i 2017, med et billetsalg på over 2,3 milliarder kroner.
Foran Star Wars filmen er filmene “Wonder Woman” på en andenplads, og “Beauty and The Beast” – sidstnævnte indtjente 3,1 milliarder på billetsalget i Nordamerika.
Flot åbningsweekend
Allerede i Star Wars filmens åbningsweekend kunne producenten Walt Disney glæde sig over et flot salg på 2,8 milliarder kroner i globalt.
Filmens billetsalg er da også blevet hjulpet på vej af gode anmeldelser verden over. Også i Danmark har anmelderne været overvejende positive.
I filmen medvirker en del af stjernerne fra de originale Star Wars-film, men også nye karakterer er introduceret.
Blandt de ældre skuespillere er den nu afdøde Carrie Fisher i rollen som prinsesse Leia.
Fisher døde af et hjerteanfald i december 2016 og havde dermed sin sidste rolle i Star Wars-filmen.
“Star Wars: The Last Jedi” tegner med sit billetsalg til at blive endnu en succes for Disney, der købte retten til at producere Star Wars-filmene af selskabet Lucasfilm i 2012.
Tidligere på året annoncerede Disney ifølge nyhedsbureauet AP, at selskabet vil producere yderligere tre Star Wars-film.
Ifølge Disney-chef Bob Iger, vil der ud over filmene også komme en Star Wars-serie.
Serien kommer til at være tilgængelig i 2019 på en streamingtjeneste, som Disney har planer om at lancere næste år.
Den første film i den nye Star Wars-trilogi skal instrueres af den amerikanske instruktør Rian Johnson. Det er også Rian Johnson, der har instrueret “The Last Jedi”.
/ritzau/