Nybagt mor og sportsstjerne: I dag fylder hun 30
Den danske svømmer - og nybagte mor - kan i dag puste 30 lys ud i lagkagen.
Den danske svømmer Jeanette Ottesen har fødselsdag. Hun fylder lørdag den 30. december 30 år.
Jeanette Ottesen er også nybagt mor.
Den 22. december offentliggjorde Jeanette Ottesen nemlig, at hun havde født en datter.
– Sorry jeg har været lidt stille, her på bloggen, de sidste par dage, men jeg skulle sgu lige pludselig på hospitalet og føde et barn. Yup, jeg har født og alt er som det skal være. Fødslen gik fantastisk og Baby B er helt perfekt. Jeg skal nok lave en lille update på fødslen og Baby B, når vi får lidt overskud her i den lille familie, skrev Jeanette Ottesen kort før jul på sin blog.
Navnet på datteren er endnu ikke offentliggjort.
Jeanette Ottesen har på grund af graviditeten sat svømningen på stand by. Men hun forventer, at vende tilbage i 2018.
Svær ungdom
Jeanette Ottesen fortalte desuden tidligere i år, at hun har haft en svær ungdom:
– Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har altid været lidt sær og gået mine egne vegne. Derfor blev min sport meget hurtigt mit et og alt, for her kunne jeg være mig selv, bare hovedet under vand og så derud ad. Her havde jeg min egen bane.
Jeanette Ottesen er ambassadør i organisationen Mot, der arbejder for og med unge.
Gift i sommer
Jeanette Ottesen er gift med den britiske svømmer Marco Loughran.
Parret overraskede i starten af juli både venner og familie ved at blive gift i Amaliehaven i København.