Nyforlovet TV2-vært i venne-dilemma før bryllup
Annemette Voss skal giftes, men før hun inviterer til bryllup vil hun tage et nærmere kig på sin vennekreds.
Sådanmark-værten Annemette Voss skal giftes med sin kæreste, Micky Fridthjof, som for nylig faldt på knæ under en tur til Sverige i juni.
Derfor er kagekendissen så småt begyndt at overveje, hvem der skal inviteres med til brylluppet.
– Det er nemlig en meget svær opgave at komme på at skulle skrive en gæsteliste til sit bryllup. Inden vi bare sender save-the-dates ud til gud og hvermand i vores omgangskreds, så er det måske meget sundt lige at lave en vurdering af, hvem der virkelig betyder allermest for os, lyder det fra den kommende brud på hendes blog, annemettevoss.dk.
Tilbage i januar fortalte X Factor-værtinden Sofie Linde åbenhjertigt i et interview med Eurowoman ifølge alt.dk, at hun hver tredje måned evaluerer sine venskaber.
Det gør hun ved at skrive sine venners navne ned på hver sin seddel og liste dem efter, hvem der giver hende energi, hvem der dræner hende, og hvem hun savner.
På den måde kan hun se, hvem hun skal prioritere, og hvem hun skal holde en pause fra eller helt stoppe med at have en relation til.
Annemette Voss inspireret
Og den metode er Annemette Voss blevet inspireret af, beskriver hun i et indlæg på sin blog.
– På den måde kan man jo nemt vurdere og sådan helt praktisk og iøjnefaldende se, hvem man skal bruge sin tid på. Ikke fordi jeg mener, at hverken jeg – eller Sofie – synes, at venskaber skal være noget-for-noget, men mere for at holde fokus på at bruge sin tid og hverdag mest hensigtsmæssigt, skriver Annemette Voss i indlægget.
Micky Fridthjof og Annemette Voss har sønnen Luca på cirka 13 måneder sammen. Desuden har hun to drenge fra ægteskabet med skuespilleren Thomas Voss.
/ritzau/FOKUS