Nyt om skadet Silas Holst
Den 'rigtige Danny' melder sig igen klar til 'Grease The Musical'
40-årige Silas Holst måtte overlade hovedrollen som 'Danny Zuko' i 'Grease The Musical' til kollegaen Christian Collenburg i de sidste forestillinger i Falkoner Salen i København på grund af en skade.
Nu er forestillingen så rykket videre til Holstebro, og ifølge Billed Bladet er Silas Holst igen fit for fight og atter med på holdet.
Sker nogle gange
- Silas havde en fibersprængning. Det er jo en forestilling med knald på, og så sker sådan noget jo nogle gange, forklarer Jesper Winge Leisner, der er CEO – executive producer i 'One And Only Musicals', til Billed Bladet.
Slutter af i Vejle
'Grease The Musical' er på tapetet i Holstebro Musikteater frem til og med søndag den 23. april.
Herefter går turen videre til Vejle og 'Vejle Musikteater', hvor der er premiere den 26. april, og hvor sidste forestilling er 7. maj.
Den kvindelige hovedrolle, Sandy, spilles i øvrigt af Neel Rønholt.