Odbjergs første gang

Andreas Odbjerg har set sine ord blive tatoveret, sunget til begravelser, indgraveret på gravsten og sat på for at starte en fest.

Hans musik og lyrik favner bredt. Der er plads til forskelle.

Og netop plads til forskelle er også Muskelsvindfondens vision med koncertkaravanen Grøn, som Andreas Odbjerg debuterer på denne sommer.

- Folk er lige fra 6 år til 70 til mine koncerter, så Grøn er noget nær det perfekte sted at spille min musik, fordi det er en familie- og folkefest, siger den prisvindende artist og sangskriver.

- I min optik burde der være plads til forskelle alle steder, vi kommer. Det er det, hele min forretning og professionelle identitet er bygget op omkring at kunne være en del af, så det er det mest naturlige i hele verden, lyder det fra ham.

Glæder sig

Andreas Odbjerg glæder sig over den favnende effekt, hans musik har.

Selv har han gudskelov aldrig følt sig udsat, men glæder sig over at kunne skabe et fællesskab at lukke andre ind i.

- Alle mennesker oplever da at føle sig uden for en gang imellem. Men jeg er sgu et meget privilegeret menneske, både i etnicitet, seksualitet, og hvad man ellers kan være privilegeret i i denne verden, siger Andreas Odbjerg.

- Jeg har været ret god til at passe ind, og så jeg tror, jeg har fået nogle kort på hånden, som gør, at jeg har været knap så udsat, siger han.

Første gang

Med det kommer et overskud, som gør, at han kan være med til at samle ind til nogle, som har brug for et fællesskab.

Overskuddet fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde. Blandt andet til at styrke familier, der har sygdommen tæt inde på livet.

- Jeg har været ude at drikke en øl med Simon (Toftgaard Jespersen, red.), der er formand for Muskelsvindfonden. Det var første gang, jeg var ude med en, der havde en hjælper med.

- Lige pludselig går det op for en, at han skulle have hjælp til at drikke, og hvis han skulle tisse. Det er en vanvittig sygdom, siger Andreas Odbjerg.

- Så det er ekstraordinært at være en del af noget, som ikke er en kommerciel forestilling, og hvor vi ikke bare siger farvel og tak og går hjem og tæller pengene bagefter.

14 fridage

Det er første gang, at Andreas Odbjerg er en del af koncertkaravanen. Den ligger i slutningen af juli efter et hæsblæsende forår og højsommer.

Lige inden debutkoncerten på Amager nød han 14 fridage. De første to uger i uendeligt lang tid.

De er blevet spenderet på sofaen foran fjernsynet, hvor Tour de France er kørt over skærmen.

Andreas Odbjerg har tidligere beskrevet, hvordan cykelrytternes lange, seje træk har inspireret ham til at knokle videre, når modvinden var ved at blæse ham omkuld.

Hastig himmelfart

For to år siden lykkedes det endelig, og det forgangne år har karrieren haft hastig himmelfart.

- Jeg havde ikke tænkt, at det nogensinde skulle blive så vildt, som det er nu. Det er nok den bedste måde at sige det på. Det overgår min vildeste fantasi, siger Andreas Odbjerg.

- Jeg har det dejligt. Så jeg tror, jeg nyder det. Men jeg tror også, jeg har brug for et par måneder på et tidspunkt, så det hele lige sætter sig. Jeg har usandsynligt travlt.

Andreas Odbjerg har optrådt umådeligt mange steder denne sommer.

Tinderbox og Roskilde

Blandt de optrædener, som virkelig har mejslet sig ind, er Tinderbox på Andreas Odbjergs odenseanske hjemmebane og så til Tobias Rahims propfyldte koncert på Roskilde Festival for at synge monsterhittet "Stor mand".

- Vi er begge over 30, og jeg tror da på et tidspunkt, at vi havde fundet fred med, det måske ikke var os, der skulle være de store popstjerner, men at vi nok skulle finde en eller anden vej alligevel. Og så ikke nok med, at det lykkedes, så lykkedes det fandeme med stort l. Det er vildt, siger den 34-årige popkomet og citerer så:

- "No one can cheat you out of ultimate success but yourself" var der en, der sagde engang. Man kan ikke forberede sig på, hvordan det føles. Det er bare noget, man må lære, mens man er i det.

Det er en livslang øvelse, tilføjer han.

- Det er noget med hele tiden at balancere mellem taknemmeligheden og at prøve at passe på sig selv og ikke bare dele uendeligt ud, for så ender man med at føle sig tom, tror jeg. Lidt mere som en tjener end som en kunstner.