Oliver Bjerrehuus springer ud i helt ny rolle
Modellen og tv-personligheden skal spille playboy i den kommende "Kærlighed ved første hik! - The Musical".
Oliver Bjerrehuus springer ud som musicalskuespiller i den kommende “Kærlighed ved første hik! The Musical”.
Det annoncerer Live Nation, Langkjær Entertainment og Black Box Theatre Holstebro i en pressemeddelelse.
Bejler til Anja
Oliver Bjerrehuus skal spille rollen som playboyen Topper, der bejler til Anja, spillet af Sofie Lassen-Kahlke.
Den 42-årige tv-personlighed og forhenværende topmodel skal foruden at spille skuespil også synge og danse i musicalen.
To tidsplaner
“Kærlighed ved første hik! The Musical” udspiller sig på to tidsplaner: I 1999, hvor Viktor møder Anja for første gang, og i 2018, hvor en midtvejskrise har indfundet sig i deres parforhold.
Anja har forladt Viktor, som nu farer fortvivlet rundt over, hvad han skal stille op.
Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen genoptager rollerne som Anja og Viktor i de voksne versioner, mens den forholdsvis uprøvede debutant Nikolai Jensen skal spille Viktor i den unge udgave, mens det lidt mere erfarne talent Anna Clara Sachs Leschly indtager rollen som unge Anja.
Også Joachim Knop og Karl Bille, som var med i de oprindelige film i rollerne som Anjas ekskæreste Peter og Viktors ven Torkild, medvirker i musicalen.
Musikken leveres live
Musikken til musicalen vil blive leveret live på scenen af bandet Innocent Blood, der også skrev filmens soundtrack med hits som “Den første gang” og “I nat står tiden stille”.
“Kærlighed ved første hik! The Musical” er baseret af Dennis Jürgensens ungdomsroman fra 1981.
I 1999 blev den filmatiseret, og siden er der kommet fire andre film om Anja og Viktor.
“Kærlighed ved første hik! The Musical” får premiere i Tivolis Koncertsal 20. september 2018 og drager efterfølgende på turné.
/ritzau/