Opfundet af Oprah

Psykologen Phil McGraw blev et mediefænomen, da talkshowvært Oprah Winfrey opdagede ham i forbindelse med en retssag. Den 1. september fylder "Dr. Phil" 70 år.

Phil McGraw er hovedpersonen i talkshow-programmet “The Dr. Phil Show”. Han er uddannet psykolog, men har ikke haft licens til at fungere som sådan siden 2006. Hans tv-shows kører dog videre, og 1. september fylder han 70 år. (Arkivfoto) – Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var i forbindelse med en retssag i 1995, at talkshow-stjernen Oprah Winfrey stødte på psykologen Phil McGraw, som i hendes kyndige hænder blev til mediefænomenet “Dr. Phil”.

Phil McGraw, der 1. september fylder 70 år, havde i 1990 startet et firma, der rådgav om psykologiske aspekter af retssager, som den Oprah var havnet i.

Artiklen fortsætter under videoen

Oprah hyrede Phil, vandt retssagen og var så begejstret for den høje, tyndhårede psykolog, at hun trak ham med ind i sit daglige “Oprah Winfrey Show”.

Det var en succes, og “Dr. Phil” fik et hjørne af showet hver tirsdag som livs- og parforholdsekspert.

I 2002 var han klar til at gå solo, og det daglige “The Dr. Phil Show” blev født.

Her rådgav han for åben skærm de ofte meget psykisk ustabile gæster.

Blandt andet fik han en ung mand til at indrømme at have myrdet sin mor, og han opsøgte popstjernen Britney Spears, da hun i 2008 var indlagt på et psykiatrisk hospital.

Det var i manges øjne godt tv, og i 2008 opnåede “Dr. Phil Show” at blive det næstmest sete tv-show efter Oprah Winfreys.

Fuldt så populært er showet ikke længere, men Phil McGraw har stadig sit program, der foreløbigt er sat til at køre frem til 2023.

Til den tid vil det have kørt uafbrudt i 21 år.

Voldsom fremfærd

Gennem årene har både fagfolk og lægmænd løbende kritiseret Phil McGraw for hans ofte voldsomme fremfærd over for sine psykisk ustabile gæster.

Senest har han også fået kritik for en udtalelse, han i maj kom med om Covid-19-pandemien på tv-kanalen Fox News.

Her sagde Phil McGraw, der ikke har en medicinsk uddannelse, at de psykologiske følger af en nedlukning af samfundet ville slå flere ihjel i USA end selve virusset.

Knap 180.000 mennesker er i dag registreret døde med coronavirus i USA.

Powered by Labrador CMS