Oprah Winfrey opfordres til at gå efter det ovale værelse
Flere iagttagere mener, at Oprah Winfrey er en mulig udfordrer til præsident Donald Trump ved valget i 2020. Det baseres blandt andet på talkshow-værtens optræden ved Golden Globe-uddelingen forleden.
Hvis Ronald Reagan kunne, så kan en anden skuespiller og talkshow-vært vel også. Og nu står det klart, at Oprah Winfrey er en mulig udfordrer til præsidentposten i 2020.
Den ekstremt populære tv-vært holdt en ni minutter lang brandtale ved Golden Globe-uddelingen natten til mandag den 8. januar 2018 dansk tid.
Den seance har for alvor sparket liv i rygterne om et eventuelt kandidatur ved det førstkommende præsidentvalg.
I løbet af de seneste 24 timer er der blevet slået 220.000 opslag op på sociale medier indeholdende ordene “Oprah” og “præsident”.
Kaldes for en mulig udfordrer
Det fremgår af en optælling fra analysefirmaet Talk Walker ifølge magasinet Time Magazine.
Samtidig har flere iagttagere i form af tidligere kampagnerådgivere og amerikanske demokrater været ude at kalde 63-årige Winfrey for en mulig udfordrer til præsident Donald Trump ved valget i november 2020.
Rygter har endda sendt den Oscar-vindende skuespiller Tom Hanks i spil som potentiel vicepræsidentkandidat – men den del skal nok tages med et gran salt.
Blandt andre mener Liz Purdy, som ledede den tidligere demokratiske præsidentkandidat Hillary Clintons kampagne i New Hampshire i 2008, at Oprah Winfrey har en reel chance.
Har brug for en rollemodel
– Vi har brug for en rollemodel som hende, der taler til unge kvinder og forsøger at genoprette noget håb, siger hun ifølge nyhedsbureauet AP.
– Det var et knusende tilbageslag for unge kvinder, da Donald Trump blev valgt.
I efteråret sidste år afviste Winfrey offentligt, at hun har i sinde at gå efter USA’s øverste embede.
Dog bemærkede hun samtidig, at Trumps sejr havde fået hende til at genoverveje kvalifikationskravene til Det Hvide Hus.
Manden har givet næring
Oprah Winfrey har tidligt tirsdag morgen dansk tid ikke selv kommenteret de seneste rygter om et muligt kandidatur.
Mandag gav hendes mand siden 1986, Stedman Graham, imidlertid næring til rygterne:
– Det er op til folket. Hun vil absolut gøre det, sagde han til Los Angeles Times.
I præsident Donald Trumps lejr byder man ifølge Reuters Oprah Winfrey velkommen som modstander ved præsidentvalget i 2020.
—
Blå bog om Oprah Winfrey – måske USA’s 46. præsident:
Den kendte tv-vært er født og opvokset i fattigdom i Mississippi og blev voldtaget som niårig.
Bliv klogere på den kendte talkshowvært her:
* Oprah Winfrey bliver født 29. januar 1954 i Mississippi. Hun vokser op med en alenemor i en ghetto i Milwaukee.
* Hun klarer sig godt i skolen og springer flere klasser over.
* Som niårig bliver hun voldtaget.
* Som 14-årig bliver hun gravid, men hun mister barnet.
* I 1973 bliver hun som 19-årig ansat på en radiostation i Baltimore. Hun rykker videre til tv fire år senere.
* I 1984 flytter hun til Chicago og skaber to år efter sit eget tv-program, “The Oprah Winfrey Show”. Det løber frem til 2011 og bliver det mest sete talkshow i USA og gør Oprah Winfrey til en af USA’s rigeste kvinder.
* Hun bliver i 1986 nomineret til en Oscar for en rolle i filmen “Farven lilla” af Steven Spielberg.
* Samme år danner hun sit eget tv-produktionsselskab, Harpo (Oprah stavet bagfra, red.), der producerer hendes egne shows og serier som “Dr. Phil” og “Kok Rachel Ray”.
* Hun bliver fra 1989 og frem til i dag tildelt stribevis af priser såsom Emmy og Golden Globe, herunder æresprisen Cecil B. DeMille Award ved dette års show..
* Hun starter i 1991 en kampagne for registrering af personer, der begår overgreb mod børn. Kampagnen fører til en lov om registrering under præsident Bill Clinton i 1993.
* Hun bliver i 2003 den første sorte kvinde, der registreres som milliardær i dollar af tidsskriftet Forbes.
* I 2007 opretter og finansierer Oprah skoler for fattige piger i Sydafrika.
(Kilder: Time Magazine, Forbes og Famous-women)