Oscar-stjerner kan bruge uddeling på at snakke politik
Kritik af Trump i taler og priser til politiske film kan komme til at præge årets Oscar, spår filmkritiker.
Når oscarstatuetterne uddeles søndag i Los Angeles vil tv-showet handle om mere end blot rosende ord til de bedste film, instruktører og skuespillere. Uddelingen vil også blive politisk.
Det vurderer Casper Hindse, der er filmkritiker på filmmagasinet Ekko og Dagbladenes Bureau.
– Uden tvivl vil Oscar i år være mere politisk, end det har været de senere år, siger han og fortsætter:
– Jeg tror helt klart, at vi i talerne vil se angreb. Om det bliver direkte mod Donald Trump eller mere mod hans linje, det bliver dog svært at sige.
Emma Stone vil måske kritisere Trump
Han peger på oscarnominerede Emma Stone, som en af de skuespillere, der muligvis vil rette kritik mod Trump.
Flere i filmindustrien har offentligt taget afstand fra Trump. Blandt andet brugte skuespiller Meryl Streep sin tale ved Golden Globe til at lange ud efter den nye præsident.
Til oscaruddelingen vil det også være den amerikanske præsidents politik, som prismodtagerne vil rette sig mod, hvis de bliver politiske, fortæller USA-analytiker Mads Fuglede.
– Den industri, som Hollywood repræsenterer, har altid set sig selv tæt på den demokratiske dagsorden. Hver gang, der er en republikaner ved magten, får man i dette miljø et stort behov for at udtale sig politisk, siger han.
Analytikeren har dog svært ved at se, at de politiske taler kan påvirke amerikansk politik.
– Jeg tror bare, at man graver grøften mellem det blå og røde USA dybere, siger Mads Fuglede.
Oscar-taler har tidligere været politiske
Det vil langt fra være første gang, at tv-seere vil se oscarshowet blive politisk. Eksempelvis sendte skuespiller Marlon Brando i 1973 en kvindelig amerikansk indianer på talerstolen, da han skulle modtage sin Oscar.
Ligeledes gav skuespiller Patricia Arquette en tale om kvinderettigheder, da hun i 2015 vandt en Oscar.
Det er ikke kun på talerstolen, at man vil se et mere politisk show i år, vurderer Casper Hindse. Han forventer, at det i de mindre kategorier vil være film med politiske budskaber, der løber med priserne.
– Lige nu ser det ud til at være en iransk film, der vinder for bedste udenlandske film. Den iranske instruktør har boykottet showet, fordi han ikke ønsker at komme til “Trumps USA”, siger Casper Hindse.
OVERBLIK: Oscar-talerne der blev politiske
1973:
Da skuespilleren Marlon Brando skulle modtage sin Oscar, sendte han i stedet en amerikansk kvindelig indianer. Hun fortalte, at han ikke ville modtage prisen i protest mod behandlingen af indianere på tv og film.
1978:
Vanessa Redgrave modtog prisen for den bedste kvindelige birolle og talte efterfølgende palæstinensernes sag. Hun havde forinden produceret en propalæstinensisk dokumentar og kaldte modstanderne af filmen for “en lille flok zionistiske bøller”.
1993:
Skuespiller Richard Gere tog debatten om Tibet op, da han skulle introducere de nominerede i kategorien bedste scenografi. Han opfordrede Kina til at trække sine tropper væk og lade tibetanerne være et frit folk.
2002:
Halle Berry blev den første sorte skuespillerinde, som vandt en Oscar for den bedste hovedrolle. Hun vandt for sin rolle i “Monster’s Ball”. Hun brugte efterfølgende talen på at sætte fokus på sorte kvindelige skuespillerinder.
2003:
Da dokumentaristen Michael Moore vandt en Oscar for sin dokumentar “Bowling for Columbine”, langede han ud efter præsident George W. Bush. Han klandrede blandt andet præsidenten for at ville starte krig i Irak.
2015:
Patricia Arquette vandt prisen for den bedste kvindelige birolle i filmen “Boyhood”. Herefter brugte hun sin takketale på at tale om ligeløn for kvinder.
Kilde: Los Angeles Times
/ritzau/