Oscarnomineret instruktør siger op: Indrømmer krænkelser
Manden bag dokumentaren "Super Size Me", Morgan Spurlock, lægger kortene på bordet i Facebook-opslag.
Morgan Spurlock, der i 2004 blev nomineret til en Oscar for sin dokumentarfilm “Super Size Me”, indrømmer seksuelle krænkelser mod en række kvinder.
Instruktøren har i et opslag på Facebook beskrevet krænkelserne, der går tilbage til hans tid på universitetet og fortsætter gennem hans professionelle karriere.
– Efter flere måneder med disse afsløringer har jeg indset, at jeg ikke blot er en uskyldig tilskuer. Jeg er en del af problemet, skriver Morgan Spurlock.
Han henviser til en bølge af påstande om seksuelle krænkelser, overgreb og voldtægter, der har været rettet mod en række fremtrædende mænd i den amerikanske underholdningsbranche.
– Hvis jeg skal præsentere mig som en person, der har bygget en karriere på det at søge efter sandheden, så er det på tide, at jeg også fortæller sandheden, skriver Spurlock.
Krænkede kvinde verbalt
Instruktøren beskriver videre, hvordan han for otte år siden verbalt krænkede en kvindelig assistent.
Senere betalte han kvinden for at holde mund om krænkelserne.
– Jeg betalte hende for at få ro i sindet. Jeg betalte hende for hendes tavshed og samarbejde. Mest af alt betalte jeg hende, så jeg fortsat kunne være den, jeg er, skriver Spurlock.
Instruktøren beskriver i sit Facebook-opslag også en situation fra hans collegetid, hvor han var sammen med en kvinde, der senere beskyldte ham for voldtægt.
– Der blev ikke rejst tiltale eller foretaget en efterforskning. Men hun skrev om episoden i en novelle på et skrivekursus og nævnte mig ved navn, skriver Morgan Spurlock, der mener, at kvinden indvilgede i samlejet.
Morgan Spurlock indrømmer, at han har været utro mod alle sine koner og kærester.
Han kalder sit opslag for “en undskyldning” og siger, at han ønsker at være en del af løsningen.
Ifølge det amerikanske medie CNN har Morgan Spurlock valgt at trække sig fra sin post som direktør for produktionsselskabet Warrior Poets.
/ritzau/