Over et år siden: Kongehus igen på officielt besøg
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima skal på første officielle statsbesøg siden coronaudbruddet
Der blæser nye vinde i det hollandske kongehus.
For første gang siden coronaudbruddet i Europa i marts 2020 tager Kong Willem-Alexander og dronning Maxima ud af landet for et officielt besøg.
Det skriver Royal Central.
Afsted mod naboland
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima drager til Tyskland i starten af juli måned sammen med diverse ministre fra Holland.
Her vil de blive taget imod af blandt andre Angela Merkel og Frank-Walter Steinmeier – henholdsvis tysk kansler og præsident.
Det er ikke oplyst, hvor arrangementerne fra 5.-7. juli skal foregå, fordi parterne vil undgå for store sociale arrangementer i forbindelse med besøget.
I problemer sidste år
Og det kan der være en ekstra god forklaring på.
Det kongelige par har nemlig været uden for landets grænser i tiden mellem coronaudbruddet og nu.
I oktober sidste år tog Kong Willem-Alexander, dronning Maxima og deres tre teenagedøtre på en ferie i Grækenland i en tid, hvor Holland var delvist lukket ned.
Familien smuttede hjem tidligere end planlagt, da der haglede kritik ned over dem. Senere sendte de en officiel undskyldning ud til befolkningen.