Overblik: Den store strid

Prins Joachim har udtalt, at hans børn er blevet gjort fortræd ved at blive frataget deres titler

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været stærke reaktioner på dronning Margrethes beslutning om at fratage sine børnebørn deres titler.

Særligt deres far, prins Joachim, har været hård i sin retorik. Han har blandt andet påstået, at fratagelsen af prinse- og prinsessetitlerne har gjort hans børn fortræd.

Dronningen skriver mandag i en officiel udtalelse, at hun har undervurderet, hvor meget prins Joachim har været berørt af situationen.

Men hun understreger også endnu en gang, at beslutningen har været undervejs længe.

Dronning Margrethe og prins Joachim har været i åben krig i pressen i den seneste uges tid. Nu håber Margrethe, at der kommer ro.
Dronning Margrethe og prins Joachim har været i åben krig i pressen i den seneste uges tid. Nu håber Margrethe, at der kommer ro.

Få et overblik over forløbet her:

* 28. september: Kongehuset oplyser, at prins Joachims børn får frataget deres titler som henholdsvis prinser og prinsesse til Danmark fra 1. januar 2023.

Prins Joachims gren af den kongelige familie er rystede over beslutningen. Det udtaler grevinde Alexandra på vegne af sig selv, prins Joachim og prinsesse Marie.

Dronningen siger om aftenen på vej til et forskningsarrangement på Nationalmuseet, at hun har haft overvejelsen længe, og at det er for børnebørnenes skyld.

* 29. september: Prins Joachim siger, at beslutningen er blevet fremskyndet, og at det har været med til at gøre hans børn fortræd. Det siger han til Ekstra Bladet, som interviewer ham i Paris.

* 29. september: Kongehusets kommunikationschef siger, at kongehuset håber, at beslutningen vil blive respekteret. Hun siger samtidig, at man er klar over, at mange følelser er på spil.

* 29. september: 23-årige prins Nikolai er meget ked af og skuffet over beslutningen.

- Vi er, som mine forældre også har udtalt, i chok over denne her beslutning og over, hvor hurtigt det i virkeligheden er gået, siger han til Ekstra Bladet.

* 30. september: Kronprinsesse Mary fortæller til DR, at de kommer til at kigge på deres børns titler, "når den tid kommer".

- Forandring kan være umådelig svær og kan gøre ondt. Det har de fleste prøvet. Men det er ikke ensbetydende med, at beslutningen ikke er den rigtige, siger hun i interviewet.

* 1. oktober: Prins Joachim og prinsesse Marie siger til B.T., at de ikke har fået talt med dronning Margrethe, siden beslutningen blev meldt ud.

* 3. oktober: Dronning Margrethe skriver i en officiel udtalelse, at hun har undervurderet, hvor meget hendes søn ville blive berørt af beslutningen.

- Jeg har truffet min beslutning som dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt.

- Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af, siger hun i en pressemeddelelse mandag aften.

HELE MARGRETHES MEDDELELSE

Der har i de seneste dage været stærke reaktioner på min beslutning om den fremtidige brug af titler for Prins Joachims fire børn. Det påvirker mig naturligvis.

Min beslutning har været længe undervejs. Med mine 50 år på tronen er det naturligt både at se tilbage og at se frem. Det er min pligt og mit ønske som Dronning at sikre, at monarkiet til stadighed former sig i pagt med tiden. Det forudsætter indimellem, at der skal træffes svære beslutninger, og det vil altid være vanskeligt at finde det rette tidspunkt.

At bære en kongelig titel indebærer en række forpligtelser og opgaver, som fremover skal påhvile færre medlemmer af den kongelige familie. Denne tilpasning, som jeg ser som en nødvendig fremtidssikring af monarkiet, ønsker jeg at foretage i min tid.

Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af.

Ingen skal være i tvivl om, at mine børn, svigerbørn og børnebørn er min store glæde og stolthed. Jeg håber nu, vi som familie kan få ro til selv at finde vej igennem denne situation.

Margrethe R

Kilde: Det danske kongehus
Powered by Labrador CMS